Den har kun været tilbage i drift siden september, men nu er hurtigfærgen mellem Samsø og det centrale Aarhus atter taget ud af drift. Denne gang varer det indtil videre til midt i november.
Det har været et udfordrende år for færgesejladserne til og fra Samsø, men selvom årets afslutning efterhånden svagt kan skimtes i horisonten, og julepynten så småt er ved at dukke op i bybilledet og på hylderne i landets supermarkeder, ser det ikke ud til, at genvordighederne er overstået endnu.
I begyndelsen af året var der flere aflysninger end sædvanligt på overfarterne til og fra øen, hvilket blandt andet blev tilskrevet det dårlige vejr, som vanskeliggjorde sejladserne, ligesom en grundstødning ved Hou Havn førte til, at færgen Prinsesse Isabella fik ødelagt en skrue.
I slutningen af juni fik Samsø Rederis hurtigfærge Lilleøre, der sejler mellem Sælvig og Aarhus, maskinproblemer på styrbordsmotor, og måneden efter havde færgen udfordringer med styretøjet. Det var dog ikke slut der.
Midt i august fik bagbordsmotoren det samme problem, som motoren til styrbord havde haft et par måneder tidligere. Derfor iværksatte rederiet en reparation, der dog viste sig at blive noget mere omfattende end først antaget. Det betød, at Lilleøre først kom tilbage i drift den 16. september. Det skriver TV2 Østjylland.
Igen vrøvl med motor i styrbord-side
Siden har hurtigfærgen sejlet på overfarten mellem Samsø og Aarhus, men nu er smilet stivnet på ny, da det er kommet frem, at nyopdagede motorproblemer betyder, at færgen er blevet taget ud af drift foreløbigt frem til den 17. november.
Ifølge Samsø Rederi er det atter motoren til styrbord, som volder problemer. Det skriver rederiet i et opslag på Facebook, hvor man også beklager de eventuelle gener, som aflysningerne må føre med sig.
”Vi beklager meget at må melde ud, at på grund af slidte stempelringe samt tærede cylinderforinger, skal Lilleøres styrbordsmotor ud og sendes til renovering. Samsø Rederi arbejde på, at renoveringen kommer til at foregå så hurtigt som muligt.”
Fejlen på motoren blev første gang konstateret i løbet af dagen fredag i den forgangne uge, hvorefter de resterende sejladser denne dag samt lørdag blev aflyst. En servicetekniker blev tilkaldt med henblik på at få identificeret, hvad der var i vejen med hurtigfærgen. Problemerne viste sig at være af en sådan karakter, at rederiet besluttede at tage færgen ud af drift i henved tre uger.
Relaterede artikler:
Trods aflyste færger: Samsø har en god start på året