Endnu en kommune vælger at spare på turismen i næste års kommunalbudget. Derfor må en zoologisk have, der sidste år havde 52.414 gæster, dreje nøglen om.
I løbet af august og september kom det frem, at Aalborg Kommune vil spare på den kommunale støtte til attraktionen Springeren – Maritimt Oplevelsescenter og vartegnet Aalborgtårnet.
I førstnævntes tilfælde betyder besparelsen reelt en lukning, mens det i sidstnævnte attraktions tilfælde kan betyde, at foreningen bag tårnet, Det Broderlige Skydeselskab, kan miste midlerne til udvendigt vedligehold af tårnet blandt andet elevatoren, og kan ejerne ikke selv betale beløbet, kan det få betydning for gæsters adgangen til tårnet, vurderer Aalborg Kommune.
Nu har Guldborgsund Kommune som en del af en større besparelse på kommunens budget på 155 millioner kroner valgt, at syv millioner kroner skal komme fra Guldborgsund Zoo & Botanisk Have i Nykøbing Falster, og dermed må haven lukke. Det skriver TV2 Øst.
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have fungerer ud over turistattraktion også som kommunalt beskæftigelsestilbud, hvor 18 medarbejdere er beskæftiget, men ændrede regler på området betyder, at det ikke længere kan svare sig for kommunen fortsat at drive den.
”Det er et rigtig dyrt beskæftigelsestilbud, vi har haft. Vi sparer lidt over syv millioner kroner ved at lukke det ned, og det har vi ment politisk var rigtig mange penge at bruge på et beskæftigelsestilbud, og derfor synes vi, at det giver mening at lukke det ned. I den bedste af alle verdener, ville vi gerne have beholdt Guldborgsund Zoo, men politik handler også om prioriteringer, og der har vi altså valgt noget andet til, og så har vi valgt Guldborgsund Zoo fra,” fortæller Simon Hansen (S) borgmester i Guldborgsund Kommune.
Mere end 90 forskellige arter
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have råder over mere end 90 forskellige dyrearter. I 2022 havde parken ifølge VisitDenmarks attraktionsliste 52.414 besøgende gæster, og det placerer attraktionen som nummer 106 på VisitDenmarks top-300 over turistattraktioner på landsplan.
Blandt andet kan gæster opleve kænguruer, aber, lamaer, pingviner, surikater og sneugler under et besøg i den zoologiske have.
Kommunens beslutning bunder blandt andet i, at man ønsker at undgå skolelukninger samt nedskæringer på personalet på kommunens folkeskoler og dagtilbud, forklarer Simon Hansen.
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have har en 90 år lang historie. I 1933 fik Carl Heinz Krag stillet et gratis areal til rådighed af kommunen for, at han til gengæld flyttede sin privatejede zoologiske have til byen.
I 1940 lukkede parken på grund af krigen, men fra 1942 til 1947 fik borgere lov til at drive kaninfarm på grunden, og senere hen kom de eksotiske dyr tilbage under skiftende ejere.
I år 2000 etablerede Nykøbing Falster Kommune en folkepark på grunden, som blev til Nykøbing Falster Zoo. I 2009 fik haven sit nuværende navn på grund af kommunesammenlægningen.
Relaterede artikler:
Besparelse kan bringe vartegn i fare