I løbet af oktober måned har DanCenter indført personlig support hele døgnet til de ejere, der lejer deres feriebolig ud via bureauet. PR-foto.

Døgnåbent skal skabe tryghed hos feriehusejere

DanCenter har som det første feriehusbureau i Danmark indført døgnsupport for ferieboligejere. Håbet er, at tilbuddet vil skabe større tryghed for de husejere, der ønsker at udleje.

Feriehusbureauet DanCenter håber på, at man kan skabe mere ro i maven hos de feriehusejere, der ønsker at leje deres feriebolig ud.

Derfor har bureauet i oktober måned udrullet døgnåben support, så der altid er nogen at ringe til, hvis en husejer står i en situation, hvor akutte situationer opstår i boligejerens ende.

“Vores research viser, at sikkerheden og trygheden er de største bekymringer for enhver ejer, der lejer sin bolig ud på kort sigt. Der har været tilfælde, hvor ejere har haft akutte bekymringer, men ikke har kunnet få support, fordi de henvendte sig om natten. Vores 24/7 support giver nu ejerne en pålidelig partner, som de kan stole på, dag og nat. Vi arbejder desuden på at implementere chatbot-interaktioner i topklasse for at levere fuldkommen tilgængelighed i realtid,” fortæller Gautam Swaroop, administrerende direktør for OYO Vacation Home, som ejer DanCenter, i en pressemeddelelse.

Vil nå at svare de fleste inden for 24 timer
Med døgnåben support håber DanCenter nu på at kunne svare på 80 procent af henvendelserne, der kommer fra husejere inden for 24 timer.

Når bureauet sit mål, vil det være en markant forbedring i forhold til de 45 procent, som DanCenter har nået at besvare inden for 24 timer i de sidste tre måneder.

DanCenter planlægger, udover sin personlige support, også at lancere en avanceret chatbot drevet af kunstig intelligens. Chatbotten er designet til at give øjeblikkelige svar, løsninger, information og støtte i realtid. Den vil blive lanceret indenfor nær fremtid, oplyser feriehusbureauet.

“Mange ejere bor langt fra deres ejendomme, hvilket gør det udfordrende at håndtere bekymringer og henvendelser prompte. Derfor har vi indført døgnåben ejersupport for at sikre, at vi er der, når de har brug for os. Dette initiativ forbedrer ikke kun vores løsningshastighed, men styrker også vores kommunikation med ejerne, og giver desuden en problemfri og pålidelig oplevelse for vores kunder,” fortæller Peter Mortensen, DanCenters regionale chef for forretningsudvikling i Østjylland.

 

Relaterede artikler:

Turister fra nabolande har fravalgt danske feriehuse

Regner med stormskader i begrænset område

Nye udlejningshuse bekymrer sommerhusejere