(DK) Butikschef i Lyngby til FDM travel

Vil du være butikschef i vores butik i Lyngby?

Elsker du at opleve verden, og brænder du for at sælge skræddersyede rejser? Vil du samtidig gerne prøve kræfter med at være leder, eller er du måske allerede en dygtig leder med et godt kendskab til rejsebranchen og et stærkt kundefokus? Så er du måske den kommende butikschef i vores butik i Lyngby.

Vores nuværende butikschef i Lyngby flytter til efteråret ind til vores nye butik i København, og vi søger derfor efter en ny butikschef til Lyngby.

I FDM travel er vi specialister i at arrangere rejser, der opfylder lige dét, kunden drømmer om. Vi skræddersyer kør-selv-ferier i USA, Canada, Australien, New Zealand, Europa og Sydafrika med fokus på oplevelserne undervejs. Og så er vi stolte over at være Danmarks bedste ferierejsebureau.

Læs mere om kollegaerne i Lyngby.

Om jobbet

Som butikschef bliver dine daglige primære opgaver at gå forrest og sælge skræddersyede kør-selv-ferier, samt at lede teamet på en motiverende og inspirerende måde. Du får ansvar for medarbejderne i butikken, og hele salgsprocessen fra rejseforedrag til kundemøder, tilbud og resultatopfølgning.

Teamet i Lyngby kommer ud over dig til at bestå af 6-7 rejsespecialister, der alle vil arbejde tæt sammen om at yde vores kunder en personlig og individuel service. Gennem din positive og inspirerende ledelsesstil skal du være med til at sikre, at teamet opbygger kompetencer, leverer gode resultater samt udvikler vores høje kundetilfredshed og -loyalitet.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med butikscheferne for vores fem andre butikker i forhold til kompetence- og procesudvikling. Stillingen rapporterer til administrerende direktør og indgår i FDM travels udvidede ledelsesteam.

Læs mere: Hvad vores butikschef i Aarhus kan fortælle om jobbet

Om dig

Det er afgørende for os, at du har et brændende engagement for rejser og gennem dine egne rejseerfaringer en omfattende viden om forskellige rejsemål – og naturligvis gerne om vores primære destinationer og rejseformer.

Derudover er det vigtigt, at din ledelsesstil er motiverende og inspirerende. Du er initiativrig, men evner samtidig at holde overblikket, prioritere opgaverne og har viljen til at skabe resultater for dig selv og helheden. Du er selvstændig og kan træffe egne beslutninger, argumentere og føre dem ud i praksis. Endelig er det vigtigt, at du har er positiv indstilling, drive og et godt humør.

Vi forventer desuden, at du:

  • har en uddannelse og erfaring inden for rejsebranchen
  • har ambition om at få eller allerede har erfaring med personaleledelse
  • har et stort drive, elsker at sælge, ser muligheder i stedet for begrænsninger, trives med at få et godt salg hjem og også i travle perioder yder en god service
  • bidrager, understøtter og inspirerer til teamets og den enkelte medarbejders resultater og udvikling
  • har god flair for IT og processer
  • er god til at formulere dig på dansk og engelsk – både skriftligt og mundtligt

Vi tilbyder

Vi tilbyder dig et job i et spændende og uformelt arbejdsmiljø med store frihedsgrader. Vi arbejder med performance, hvilket betyder, at vi alle er fokuserede på at levere resultater.

Som arbejdsplads vægter vi trivsel og fleksibilitet højt, og vi måler og følger op på trivslen flere gange om året for at sikre de bedst mulige rammer for dit arbejdsliv. Vores målsætning er, at du har spændende og udviklende opgaver, som udføres i et godt samarbejde med kollegaer og leder, og at du oplever en fornuftig balance ift. dit privatliv.

Lønpakken indeholder ud over en grundløn en bonusmodel, pensionsordning samt sundhedsforsikring. Du kan desuden se frem til 6 ugers ferie/feriefri, ligesom du vil have fri med løn grundlovsdag samt 24. og 31. december. Barslende medarbejdere har desuden 22 uger med fuld løn ifm. barsel, så du som medarbejder er økonomisk ligestillet, hvad end du skal være far eller mor.

Læs mere: Sådan er FDM som arbejdsplads

Yderligere information

Har du spørgsmål til jobbet eller ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Anders Iversen på telefon 25 48 73 60.

Vi behandler ansøgningerne løbende og modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular.

Bemærk – din ansøgning skal indeholde et rejse CV.

Vi forventer tiltrædelse 1. oktober 2024.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Læs mere: Sådan er ansættelsesprocessen

ANSØG HER

Om os

FDM travel er specialist i at skræddersy kør-selv-ferier med fokus på oplevelser undervejs, uanset om du drømmer om den store oplevelsestur i USA, Canada, Europa, Australien, New Zealand eller Sydafrika… og enten turen går med fly og lejebil, egen bil, autocamper eller MC. Du vælger selv, om du vil have en af vores rejsespecialister til at skræddersy din rejse, eller om du vil booke den på www.fdm-travel.dk.

Udløber: 28.06.2024