Hotel Ry. (Foto: Hotel Ry | Facebook).

Personlig strid lukker jysk hotel

Et jysk hotel lukker nu, efter at en konflikt mellem bygningens ejer og stedets forpagter er gået i hårdknude. Nu håber ejeren at finde nye folk til at drive stedet.

”Vi kan ikke holde til det mere. Det har været en svær beslutning, men det her er virkelig giftigt at være i. Det er ikke for børn. Så nu skal vi videre, selvom det er frygteligt synd for byen.” Sådan siger Thomas Kragemose Poulsen til TV2 Østjylland i forbindelse med beslutningen om at lukke det 52 værelser store Hotel Ry i den jyske by af samme navn.

Baggrunden er en strid mellem Poulsen selv og Michael Gadeberg, som ejer bygningen. I 2016 indgik de to en aftale om, at Michael Gadeberg skulle købe bygningen, hvor hotellet i dag har til huse, mens Thomas Kragemose Poulsen og hans kone Annette ville drive stedet, som blandt andet også byder på gastropub og festlokaler.

Men forholdet mellem Michael Gadeberg og Thomas Kragemose Poulsen er siden gået i hårdknude, og nu har forpagterne altså besluttet sig for at trække stikket fra den 1. juli til trods for, at alle parter i historien begræder, at ry nu mister et hotel.

Uenige om meget
I dag består konflikten af mange dele, der handler om alt fra renovering til adgang til lejemålet. Ifølge Michael Gadeberg startede det hele dog, da Thomas Kragemose Poulsen ifølge ham havde brugt likviditet, han havde fået stillet til rådig, på at betale en personlig kassekredit, ligesom han også nævner at Hotel Rys gastropub blev kopieret i en restaurant i Silkeborg, hvor noget af pubbens inventar også blev flyttet ned.

Gadeberg mener også, at Poulsens forpagtervirksomhed har fået et momsfradrag, som egentlig tilhørte ham, og at der har været udstedt en ukorrekt faktura.

Alle beskyldningerne afviser Thomas Kragemose Poulsen. Han mener, at konflikten startede, da hotellet fik grønne tal på bundlinjen, og han mener, at et lag i konflikten er fugtproblemer, som ifølge ham påvirker 60 procent af hotellets værelser. Hvorom alting er befinder bygningens ejer og hotellets forpagter sig i en uløselig konflikt, der nu har givet hotellet dødsstødet.

Michael Gadeberg håber nu, at det kan lykkes at finde nye forpagtere til hotellet, oplyser han.

 

Relaterede artikler:

Hotelplaner sat på pause efter protester

Kendt hotel solgt til gastro-familie

Jysk hotel bliver en del af BWH Hotels