Danskere prioriterer i stigende grad at tage på ferie. Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Kyst- og Naturturisme står bag. Færre forventer dog at feriere i Danmark.
Noget tyder på, at de fornyede muligheder for at rejse på ferie, der opstod i 2022, ikke har kureret danskernes udlængsel efter to år med rejserestriktioner under coronapandemien.
Hele 89 procent af de adspurgte danskere svarer, de var på en ferie med mindst én overnatning i løbet af 2022, viser en undersøgelse, som Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark har foretaget i fællesskab. Og indtil videre tyder det på, at den tendens fortsætter, fortæller Sisse Wildt, som er kommunikationschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.
”Danskernes ferieforventninger ligger fortsat på et utrolig højt niveau. Langt størstedelen af danskerne forventer at tage på ferie i 2023 både i Danmark og i udlandet. Nu handler det om at bygge ovenpå den gode oplevelse herhjemme, så gæsterne holder fast i Danmark som feriedestination, selvom det igen er muligt at rejse ud,” siger hun.
Færre danskere bliver hjemme
At det igen er blevet muligt at rejse til udlandet, ser dog ud til at betyde, at danskerne i højere grad prioriterer at tage på ferie i udlandet.
I hvert fald viser undersøgelsen, at færre danskere forventer at holde ferie i Danmark i 2023 sammenlignet med 2022.
I 2023 forventer 39 procent af danskerne at holde ferie hertillands, mens tallet var 53 procent i 2022. I 2023 er tallet også lavere end i 2019, hvor 43 procent svarede, at de planlagde at holde ferie i Danmark.
Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmarks analyse er baseret på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 18 år og derover. Samlet har 1.547 danskere svaret på undersøgelsen i perioden fra den 5. til den 17. april 2023.
Økonomi kan kaste grus i maskineriet
Den aktuelle økonomiske situation, hvor danskerne får færre penge mellem hænderne på grund af inflation, er imidlertid noget, det betyder, at danskerne kan blive nødt til at prioritere hårdere, når de skal beslutte sig for en feriedestination i fremtiden. Allerede nu er andelen, som fremadrettet forventer at tage på ferie både i Danmark og i udlandet, faldet med 11 procent fra 40 procent i 2022 til 29 procent i 2023.
”Økonomien bekymrer mange danskere, og det kan få betydning for valg af rejser det kommende år. Den økonomiske usikkerhed kan få flere til at droppe de oversøiske rejsemål og i stedet blive hjemme eller rejse til lande tæt på Danmark,” siger Erik Mortensen, chef for global brand- og forrentningsudvikling hos VisitDenmark.
Relaterede artikler:
Behovet for feriehjælp stiger markant
Vil trække destinationsselskaber til messe
Nyt talentprogram skal tiltrække unge