Line Nøhr Kobzili. PR-foto.

VisitDenmark ansætter ny marketingchef

VisitDenmark har hentet sin nye marketingchef fra Tivoli. Nu skal hun være med til at skabe øget værdi for aktører i dansk turisme, fortæller organisationens administrerende direktør.

Fra den 2. januar 2024 hedder VisitDenmarks marketingchef Line Nøhr Kobzili. Den nye chef har stor erfaring inden for branding, markedsføring og ledelse og har arbejdet med både turisme, kultur, oplevelsesøkonomi og en række kendte brands, senest som marketingdirektør hos Tivoli, oplyser VisitDenmark i en pressemeddelelse.

Over de kommende år skal VisitDenmark lykkes med en række opgaver med stor strategisk betydning for hele dansk turisme, og her bliver Line Nøhr Kobzili en vigtig brik, fortæller Katja Moesgaard, administrerende direktør for VisitDenmark.

”Line er et fantastisk godt match til disse opgaver, og hun kommer med yderst relevant erfaring og kompetencer, som vi glæder os til at få sat i spil. Danmark skal have et stærkt brand i udlandet og skal positioneres som en attraktiv destination, og derfor er det vigtigt at sikre fortsat og øget opbakning om Danmarksbrandet blandt alle turismens aktører,” siger direktøren.

Hun tilføjer:

”Det handler om fortsat at udvikle markedsføringen på alle platforme, så vi sikrer, at de offentlige og private investeringer giver de bedste resultater. Ikke mindst handler det om at spille ind til den nationale strategi, så VisitDenmark kan være med til at sikre bæredygtig vækst i dansk turisme.”

Mange års erfaring med branding
Det er ingen underdrivelse at sige, at Line Nøhr Kobzili har stor erfaring med branding. Hun blev marketingdirektør for Danmarks største attraktion, Tivoli, i 2020, hvor hun stod for markedsføring af brands og produkter som Nimb Hotel, kultur og koncerter, events og selve forlystelsesparken.

Forinden var hun landechef i Maria Casino, som er en del af den Maltesiske virksomhed, Kindred Group. Her var hun i seks år, og forinden har hun også været i bureauverdenen i virksomhederne Konceptbureauet, ADtomic, Content og Kunde og Co, og hun har været Brand & Nordic Marketing Manager i Moët Hennessy Nordic.

Om sin ansættelse som marketingchef i VisitDenmark siger Line Nørh Kobzili:

”Turismen, oplevelser og kultur hører blandt de stærkeste erhverv, og jeg er ekstremt ydmyg og beæret over at træde ind i rollen som CMO hos VisitDenmark og blive en del af holdet, der skal sikre at Danmark bliver et endnu stærkere brand internationalt. Jeg ser frem mod de mange nye relationer, samarbejder og dialoger både i det nære team, med markedskontorerne og ikke mindst med de mange aktører, der rundt i landet dagligt arbejder for turismen i Danmark.”

 

Relaterede artikler:

Klar med direktør for to nye danske Marriott-hoteller

HORESTA udnævner ny politisk chef

God nyhed sender hotel i marken efter ny chef