Møns Klint. Foto: Daniel Villadsen.

Danmarks bedste outdoorkommuner er jyske

En ny rapport fra Friluftsrådet udpeger jyske kommuner til de bedste i Danmark for borgere og turister, der ønsker naturoplevelser. Flere sjællandske kommuner scorer under middel.

Når turister begiver sig ud på friluftsferie i Danmark, kan de med fordel søge mod særligt jyske kommuner og en enkelt kommune i det østligste Danmark. Det viser en ny analyse fra Friluftsrådet.

Friluftsrådet analyse tager udgangspunkt i 12 forskellige faktorer, som rådet vurderer, har betydning for friluftslivet.

Det drejer sig blandt andet om antallet af friluftsfaciliteter og kilometer ruter til vandring, cykling ridning, sejlads og andre friluftsaktiviteter, samt hvor mange natur- og friluftsmærkninger kommunerne har, for eksempel i forhold til Blå Flag, Grøn Skole, Danske Naturparker eller UNESCO Geoparker.

Ud fra de faktorer har Friluftsrådet vurderet, at de bedste friluftskommuner i landet er Ringkøbing-Skjern Kommune og Tønder Kommune på en delt førsteplads, Mariagerfjord Kommune, Vordingborg Kommune og Aabenraa Kommune på en delt andenplads, Mariagerfjord Kommune, Vordingborg Kommune og Aabenraa Kommune på en delt tredjeplads samt Bornholms Regionskommune, Jammerbugt Kommune og Vejle Kommune på en delt fjerdeplads.

”I Tønder Kommune er vi meget, meget glade for at dele førstepladsen sammen med Ringkøbing-Skjern. Men vi synes faktisk også i al beskedenhed at vi har rigtig meget at byde på her i vores kommune. Med Tøndermarsken, Vesterhavet og Rømø har vi for eksempel noget helt unik natur med nogle helt enestående muligheder for friluftsliv, som hvert år bliver besøgt af rigtig mange turister fra både ind- og udland. Vi arbejder løbende på at lave nye faciliteter, som gør det endnu bedre at tage på cykel-, vandre- eller rideture i Tønder Kommune, så der bliver endnu flere muligheder for de der besøger vores område,” fortæller Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen.

Sjællandske kommuner ligger nederst
Mens særligt jyske kommuner scorer højt i Friluftsrådets analyse, halter en del sjællandske kommuner efter. Det drejer sig særligt om de storkøbenhavnske kommuner, hvor der ikke er den samme mængde af udendørsmuligheder som i de jyske landkommuner.

Hele Storkøbenhavn scorer under middel, og zoomer man ud på resten af Sjælland er der blot en eneste kommune, som scorer overmiddel. Det drejer sig om Vordingborg Kommune, der bland andet kan bryste sig af at have Møn med den kendte vandrerute Camønoen i sit geografiske område, som scorer over middel, og som nævnt indtager en tredjeplads, mens der til sammenligning ikke er en eneste jysk kommune, der scorer under middel.

Det er anden gang Friluftsrådet laver opgørelsen ”Danmarks bedste friluftskommuner”. Den første, der blev lavet i 2021 og her var det Ringkøbing-Skjern Kommune alene, der løb med sejren. Der er særligt sket en udvikling i antallet af indberettede faciliteter til friluftsliv for eksempel sheltere, madpakkehuse, fugletårne med mere og i omfanget af ruter til friluftsliv.

Det er kommunernes eget ansvar at indberette faciliterer og ruter til GeoDanmark, som dele af analysens data er fra.

 

Relaterede artikler:

Mange strande mister Blå Flag i 2023

Kommuner går sammen om ny vandrerute

Nyt værktøj viser danskernes cykelvaner