Snart vil Danhostel ikke længere benytte papir på hverken overnatningsstederne eller i administrationen. Det skal blandt andet gøres muligt af en softwareløsning fra DigitalGuest.
Et hotel med 100 værelser kan spare op mod 5,4 ton papir om året ved i stedet at gøre brug af en digital løsning. Sådan lyder meldingen fra Digital Guest i forbindelse med, at Aarhus-virksomheden netop har indgået en ny aftale med Danhostel.
Står det regnestykke til troende, har den danske hostelkæde mulighed for at spare 351 ton papir om året, hvilket har ført til, at man nu fokuserer på helt at være helt færdige med papir, inden 2023 er omme. Det sker som led i Danhostels bestræbelser på at blive mere bæredygtig.
Dette arbejde har ligeledes ført til, at udskiftningsklare senge og madrasser fra kædens hostels, ikke bliver kasseret, men i stedet doneres de til nye ejere via grupper på sociale medier. Senest er en del af disse desuden blevet sendt til Ukraine for at gøre gavn.
Sjældent løsningen i sig selv
Anette Brylov, der er online- og marketingchef hos Danhostel, forklarer, at det ikke kun bliver overnatningsstederne, som skal droppe papiret. Det samme vil gøre sig gældende på kædens hovedkontor, da alle dele af virksomheden skal arbejde sammen om at nå målet.
”Som kæde med 59 overnatningssteder og 900.000 gæster om året, mener jeg, at vi har en form for ansvar for vores forbrug, og jeg er derfor meget stolt af dette initiativ og håber, at vores gæster vil tage godt imod det,” udtaler Brylov – inden hun tilføjer:
”Et ambitiøst mål er sjældent løsningen i sig selv, men man skal turde sætte det og italesætte det. Det er første skridt på vejen, og det har vi nu gjort. Konkrete tiltag er nødvendige, hvis vi rent faktisk skal søsætte bæredygtige initiativer. Visionen i sig selv er ikke nok.”
Tendensen vil stige i fremtiden
Målet med at slippe for brug af papir på tværs af kædens overnatningssteder, skal blandt andet indfries ved, at Danhostel fremover vil gøre brug af DigitalGuests software-platform, som er blevet udviklet som et alternativ til den traditionelle gæstemappe af papir, der hidtil har været så godt som fast inventar på hotelværelser.
Ud over det er godt for miljøet, at der benyttes mindre papir i den daglige drift, peger en undersøgelse fra GreenKey desuden på, at 73 procent af de adspurgte rejsende er mere tilbøjelige til at vælge en overnatning, hvis stedet har implementeret bæredygtige tiltag, oplyser DigitalGuest.
Stifteren af virksomheden, Christian Markedal, slår fast, at han ikke er i tvivl om, at den tendens kun vil blive mere fremherskende i de kommende år.
”Jeg ved at gæster i dag leder specifikt efter overnatningssteder der har fokus på bæredygtighed, og som er digitalt tilgængelige, og det vil kun blive en vigtigere og vigtigere faktor i fremtiden, og jeg har stor respekt for kæder som Danhostel, der tør være ambitiøse og indføre initiativer på tværs af hele kæden.”
Relaterede artikler:
Hostelkæde sænker prisen for krigsveteraner