John Haurits th. i selskab med Danhostels formand, Poul Kristian Mouritsen . PR-foto.

Kårer fynsk forpagter til årets vært

Danhostel har netop holdt sit årsmøde. Her gik prisen som Årets Vært 2023 til en forpagter, der har formået at gøre sit vandrerhjem til et samlingspunkt i byen.

For nylig afholdt Danhostel sit landsmøde i København. Her diskuterede værter fra hostelkædens 58 vandrerhjem faglige nyheder, tendenser fra udlandet, og kædens værter fik mulighed for at dele viden og styrke deres netværk.

Og så blev værtskabsprisen traditionen tro uddelt. Den uddeles til værter, som indstilles af kædens egne medlemmer.

I år blev det forpagter John Haurits fra Svendborg, der løb med prisen, og det er der en helt særlig grund til, fortæller Danhostels direktør, Mads Stendorf i en pressemeddelelse.

”John har været forpagter af Danhostel Svendborg siden 2004 og har udviklet vandrerhjemmet til en stærk virksomhed, der ud over at være et overnatningssted også er blevet et samlingspunkt i byen, hvor de lokale støtter op om arrangementer, der gør det til et levende sted for alle,” siger direktøren.

Han lægger vægt på, at John Haurits har haft fokus på at skabe et vandrerhjem, hvor der er mulighed for at dyrke motion og generel fokus på socialt samvær.

”Jeg blev virkelig overrasket over prisen og selvfølgelig virkelig glad for den, men jeg skynder mig at sende blomsterne videre til mit dygtige og engagerede personale. Det er jo dem der er ansigtet udadtil og sørger for at gribe de bedste af boldene, jeg kaster op i luften. De er bare fantastiske,” siger Jan Haurits om anerkendelsen fra Danhostels værter.

Priser for bæredygtighed, gode idéer og søgemaskineoptimering
Det var ikke kun for det gode værtskab, der blev uddelt priser på Danhostels årsmøde 2023. Danhostel Skanderborg modtog årets bæredygtighedspris, fordi vandrerhjemmet har ansat en bæredygtighedskonsulent, som har udviklet stedet i forhold til FN’s verdensmål.

Prisen Årets Idé går til Danhostel Gjerrild, som har omdannet en togvogn, der står på vandrerhjemmets grund til en café, som kan benyttes af stedets gæster.

Årets særpris gik til Tim R. Mijakowski-Mikkelsen, vært hos Danhostel Horsens, som med sin viden om søgemaskineoptimering har undervist kolleger i Danhostel i, hvordan man kommer til tops på Google, når turister er på jagt efter et sted at sove.

 

Relaterede artikler:

Danhostel vil smide papirkurven ud

Hostelkæde sænker prisen for krigsveteraner

Danhostel genansætter tidligere direktør