Danhostel Silkeborg. (Foto: Danhostel | PR)

Hostelkæde sænker prisen for krigsveteraner

En ny aftale betyder, at danske krigsveteraner og deres familier fremover kan få rabat hos Danhostel. Det skal medvirke til at skabe pusterum for familierne, siger kædens direktør.

Flere tidligere udsendte soldater, der har været i krig på vegne af Danmark, skal i fremtiden kunne overnatte billigere alene eller sammen med deres familie på et af Danhostels 58 vandrehjem i Danmark.

Det er resultatet af en ny aftale, som kæden har indgået med nonprofitorganisationen Veterankortet.dk, der siden 2018 har arbejdet for at sikre fordele og rabatter til danske krigsveteraner. I dag har organisationen godt 60.000 medlemmer.

Organisationen blev stiftet fordi, at selvom mange soldater kommer godt videre efter, at de har været udsendt, er der også nogen, som efterfølgende må kæmpe med fysiske eller psykiske udfordringer, og deres dagligdag ønsker Veterankortet.dk at forbedre.

Et pusterum fra hverdagen
Ifølge Danhostel stemmer den nye aftale godt overens med den Corporate Social Responsibility-strategi, som man har lagt. Denne har tidligere ført til, at hostelkæden har etableret et samarbejde med Røde Kors’ herberg for kvinder i Hvidovre, der går ud på, at man sælger indkøbsnet, som brugerne af herberget fremstiller.

Mads Stendorf Hansen, der er direktør i Danhostel, fortæller, at flere tidligere udsendte har benyttet sig af muligheden for et ophold.

”Vi har allerede haft flere veteraner og deres familier boende hos os med stor succes. Et ophold hos os er med til at give familierne et tiltrængt pusterum fra hverdagen og rabatten gør det også muligt for dem rent økonomisk at tage familien med på sommerferie eller på weekendophold på andre tider af året.”

”Vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde med Veterankortet og til byde endnu flere medlemmer og deres familier velkommen hos os.”

Medvirker til at styrke anerkendelsen
Formand Jimmi Schoubo Povlsen fra Veterankortet.dk fortæller, at samarbejder som det med Danhostel spiller en vigtig rolle for organisationen af flere forskellige grunde.

”Hos Veterankortet er vores vigtigste mål at sikre, at de danske veteraner og deres familier fortsat får al den tænkelig støtte og hjælp, som vi kan være med til at skaffe via vores organisation. Ved samarbejder med virksomheder, der giver fordele til vores medlemmer, er vi med til at gøre hverdagen lidt lettere for de mange familier.”

”Men det er lige så vigtigt for os, at vi fortsat arbejder på at styrke anerkendelsen af de danske veteraner hos både politikerne og hos danskerne. Det er samarbejdet med forskellige store erhvervsvirksomheder, som Danhostel netop med til at sikre. De mange virksomheder, som støtter os, er med til at udbrede budskabet om veteranerne, og er med til give dem den anerkendelse, som de fortjener for deres store indsats for Danmark,” lyder det fra formanden.


Relaterede artikler:

Danhostel genansætter tidligere direktør

Stor hostelkæde mister igen københavnsk medlem

Vandrerhjem kæmper med masseafbud af lejrskoler