Thomas Buch Tøstesen bliver ny direktør for Hotel Legoland i Billund.

Chefrokade i Legoland

Direktøren for Hotel Legoland i Billund bliver ny direktør for Legos marketingsafdeling. Han afløses af hotellets operationschef. Legoland investerer 200 millioner kroner i nyt hotel i Billund.

Det 9. største danske hotel målt i værelser udenfor København, Hotel Legoland og Legoland Holiday Village, får fra 1. marts Thomas Buch Tøstesen som ny direktør, han har de seneste tre år været hotellets Operations Manager.

Thomas Buch Tøstesen, der er uddannet serviceøkonom, afløser Martin Aadal Nielsen der i 2015 blev direktør for Hotel Legoland efter otte år i Legos marketingsafdeling. Denne afdeling vender Martin Aadal Nielsen nu tilbage til som marketingsdirektør, erfarer standby.dk

Selve Hotel Legoland i Billund har 223 værelser og 26 konferencelokaler, det største, auditoriet, har plads til 300 personer. Som ny nabo til Hotel Legoland og Legoland Holiday Village opfører Legoland Billund Resort i denne tid et tematiseret Slotshotel, der åbner næste forår med 142 værelser med 710 sengepladser. Dette er et projekt til cirka 200 millioner kroner, har Legoland tidligere oplyst.

I en pressemeddelelse oplyser Legoland, at Thomas Buch Tøstesen har en lang historik i Legoland med indgående kendskab til både varemærket og det driftsmæssige. Han har som ansvarlig for hoteldriften været central i at udvikle Legoland Holiday Village, der senest har fået 50 nye Lego-Ninjago hytter.

”Der er et kæmpe potentiale og ikke mindst udviklingspotentiale i den region, vi er en del af i Legoland Billund. Turistmæssigt sker der rigtig meget, og jeg ser frem til at stå i spidsen for Hotel Legoland og sætte mit præg på Legoland Billunds overnatningsforretning,” siger Thomas Buch Tøstesen, der inden han kom til Legoland var driftsleder for FDM Camping Billund. Campingpladsen blev senere en del af Legoland Billund, hvor Thomas Buch Tøstesen blev Hotel Manager.

Omsætter for 178 millioner kroner
Hotel Legoland i Billund er ifølge hotelbrancheanalytiker Ole Egholm det næststørste hotel i Danmark uden sit eget regnskab, men hotellet omsatte i 2016, anslår Ole Egholm i sin seneste analyse af den danske hotelbranche, for 178 millioner kroner.

Hotel Legoland åbnede i 1968 med 32 værelser under navnet Esso Motor Hotel i forbindelse med åbningen af Legoland. I 1974 blev hotellet købt af Lego-koncernen og fik navnet Vis-a-Vis inden det i 1991 skiftede navn til Hotel Legoland.

Hotellet er i dag en del af det internationale selskab Merlin Entertainments Group, der blandt andet ejer Madame Tussaud’s. Merlin har siden 2005 blandt andet ejet de otte Legolande verden over, udover i Billund også i Windsor udenfor London, i Californien og Florida, Tyskland, Malaysia, Japan og Dubai. Lego-koncernen har dog omkring 33 procent af ejerskabet i Legoland-parkerne.

Legoland var i 2016 år Danmarks tredjestørste attraktion med 1,7 millioner besøgende, viste VisitDenmarks årlige opgørelse over Danmarks største attraktioner sidste år.

Relaterede artikler:

Legoland får eget ’Slotshotel’ i 2019

Her er Danmarks 10 største hoteller – uden for København

Tivoli topper igen danske attraktioner

Danske hoteller fordobler milliardoverskud