Kristina Lehmann Schjøtt bliver ny direktør for Tønder Festival. PR-foto.

Atter en destinationsdirektør stopper

Efter tre år på posten takker endnu en destinationsdirektør af til fordel for en musikfestival. Dermed er det nu tre danske destinationsselskaber, der skal på jagt efter en ny direktør.

Det var med coronakrisen som bagtæppe, at Kristina Lehmann Schjøtt satte sig i direktørstolen hos det nyoprettede Destination Limfjorden i marts 2020.

Nu har direktøren valgt at sige farvel til Limfjorden til fordel for nye græsgange i det Sønderjyske. Hun skal nemlig være direktør for Tønder Festival fra den 1. december 2023. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

”Efter mere end 12 år væk fra det sønderjyske vil jeg gerne hjem igen, og Tønder Festival har for mig altid været noget helt særligt, med det unikke, det autentisk sønderjyske og det nære, som i den grad præger festivalen. Alt det der er blevet bygget op de sidste knap 50 år, ligger mit hjerte meget, meget nær,” fortæller Kristina Lehmann Schjøtt i en pressemeddelelse.

Digitalisering og bæredygtighed på dagsordenen
Som direktør for Destination Limfjorden har Kristina Lehmann Schjøtt særligt haft fokus på at føre turistbranchen inden for destinationsselskabets geografi ind i det 21. århundrede med digitalisering og bæredygtighed på dagsordenen.

Til Turisme24.dk har direktøren tidligere fortalt, at turistvirksomheder i Nordjylland ifølge en undersøgelse er langt bagefter på det digitale i forhold til andre typer virksomheder.

”Når vi ser på de værktøjer og remedier, der er kommet over de sidste tre år, har det braget derudaf med teknologiske løsninger, så jeg er meget optaget af, hvordan det kommer til at se ud på den lange bane. Når det gælder bæredygtighed, handler det om, hvordan vi kan være med til at skabe produkter, som både er økonomisk bæredygtige i forhold til virksomhederne, men som også er bæredygtige i forhold til, at vi kun har én jord, som vi skal passe rigtigt godt på,” har hun tidligere udtalt.”

Under Kristina Lehmann Schjøtts ledelse har Destination Limfjorden derfor blandt andet stået for udviklingen af en dataplatform, der kan hjælpe destinationens museer med at indsamle viden om sine besøgende. Det kan blandt andet hjælpe museerne med at vide, hvor gamle deres gæster i gennemsnit er, og om de bor i lokalområdet.

Glæder sig til at videreudvikle festival
Kristina Lehmann Schjøtt blev valgt som direktør til Tønder Festival fra et felt på 32 kandidater, oplyser festivalen.

”Valget faldt på Kristina fordi hun på alle måder kunne demonstrere både faglige kompetencer og en erfaring der var ganske unik, og fordi hun udtrykte meget klare holdninger til måder både at bevare og udvikle festivalens DNA, samt en stor lyst til at lede undervejs i den proces,” siger Henrik Juul, der er formand for Tønder Festival Fond.

Selv fortæller Kristina Lehmann Schjøtt, at hun glæder sig til at være med til at videreudvikle Tønder Festival.

”Den er jo i den grad er præget af hjerteblod, frivillighed, det autentiske og ikke mindst den musikalske omhu der ligger bag festivalen,” siger hun.

Tre destinationer skal på jagt efter ny direktør
Når Kristina Lehmann Schjøtt krydser Sallingsundbroen fra Mors for at begive sig ned i det sønderjyske, er der nu tre destinationsselskaber, der står og skal finde en ny direktør.

Så sent som i går, den 31. august, kom det frem, at Destination Sønderjyllands direktør, Karsten Justesen, forlader destinationsselskabet for i stedet at blive ny kultur- og fritidschef i Aabenraa Kommune.

Destination Vesterhavets nu forhenværende direktør, Peer H. Kristensen, havde i samme dur sidste arbejdsdag den 31. august.

Til turisme24.dk har bestyrelsesformand for Destination Vesterhavet, Lisbeth Valther fortalt, at man ikke regner med, at en ny direktør overtager posten før årsskiftet.

”Der bliver ikke konstitueret en direktør i mellemtiden. Vi har et lederteam med to erfarne ledere, der rapporterer til direktøren. De to kommer til at fortsætte med den daglige drift med rapportering til bestyrelsesformanden, indtil en ny direktør er fundet,” sagde hun i den forbindelse.

 

Relaterede artikler:

Direktør forlader destinationsselskab

Destination bliver uden direktør for en stund

“Vi har gjort det mere end godt i corona-årene”