Lighthouse i Aarhus. (Foto: Aarhus Øje | PR)

Åbner ny attraktion øverst i landets højeste bygning

Fremover vil besøgende i Aarhus have mulighed for at opleve synet af den jyske hovedstad og dennes opland fra en nyåbnet attraktion, der befinder sig på toppen af Danmarks højeste bygning.

Fredag er smilet formentlig blevet lidt bredere i Aarhus, da man her slog dørene op til en ny attraktion, som er placeret både i kælderen under og på toppen af prestigebyggeriet Lighthouse, der med sine 142 meter er Danmarks højeste bygning.

Som det fyrtårn, der refereres til i navnet, er Lighthouse opført yderst på havnen, hvor højhuset præger byens profil fra vandsiden og tårner over de andre bygninger, som tilsammen udgør bydelen Aarhus Ø, der i løbet af en årrække er blevet etableret på byens forhenværende containerhavn.

En del af de mange etager huser de beboere, som er flyttet ind i Lighthouse, men der er ligeledes blevet etableret en ny attraktion, som skal trække byens andre borgere og besøgende udefra til og gøre dem klogere på Aarhus’ historie.

Skal gøre publikum klar
Attraktionen har fået navnet Aarhus Øje, og den består af flere elementer. Det drejer sig blandt andet om en interaktiv udstilling kaldet ’Byen og Bugten’, der er blevet etableret i kælderen under Lighthouse. Her er omdrejningspunktet livet i Aarhusbugten og byens forhold til denne.

Det formidles blandt andet ved, at de besøgende kan scanne forskellige dele af udstillingen, hvorefter skuespiller Ellen Hillingsø fortæller om et givent emne. Det kan eksempelvis være den udvikling, som Smilets By har gennemgået fra vikingetiden og frem til i dag.

I udstillingslokalet er der også blevet opført en biograf, som spiller en film af knap et kvarters varighed. Denne har – ligesom resten af udstillingen – til formål at forberede de besøgende på det andet store element, som er en del af Aarhus Øje.

Skulle kunne kigge til Samsø
Efter gæsterne har dykket ned i udstillingen, er det nemlig tanken, at de tager elevatoren til 43. etage, hvor de bliver mødt af et kunstværk, der er udført af de to lokale Aarhus-kunstnere Hans Krull og Peter Birk.

Herfra går de besøgende en etage op, da der i toppen af byggeriet er blevet etableret en udsigtsplatform, hvor gæsterne i klart vejr skulle have mulighed for både at kunne tage Samsø, Tunø, Djursland samt såvel Aarhus som byens opland i selvsyn.

På øverste er der desuden blevet åbnet en restaurant ved navn Bavn, der serverer både frokost og aftensmad.


Relaterede artikler:

Scandic får første signaturhotel i Danmark

Stadig flere turister søger mod de danske storbyer

Entreprenør fundet til milliarddyrt hotelbyggeri