Receptionen på et af a&o Hostels' vandrerhjem i København. PR-foto.

Vil spare 30 procent på energien

Energikrisen betyder, at a&o Hostels allerede i år vil nedbringe energiforbruget med 30 procent. Fra 2025 skal vandrerhjemmene være CO2-neutrale.

Energikrisen kan mærkes på landets vandrerhjem. Derfor kommer a&o Hostels til at nedbringe energiforbruget på kædens københavnske vandrerhjem drastisk i løbet af 2023. Det skriver kæden i en pressemeddelelse.

”Med de fortsat meget høje omkostninger til elektricitet, olie, gas og varme er det vigtigere end nogensinde at finde måder at spare energi på vores hostels. Fra i år vil vi sigte efter at reducere vores energiforbrug med 30 procent,” siger direktør for a&o Hostels i Danmark, Kasper Rønnow.

Sænket temperatur på værelse og offentlige områder
Opvarmning står for en stor del af det samlede energiforbrug på de to vandrerhjem, a&o Hostels driver i København. Derfor installerer kæden nu termostater på både værelser og offentlige områder på vandrerhjemmene, og temperaturene bliver sænket overalt på vandrerhjemmene. Derudover hæves temperaturen til gengæld en smule i frysere og store køleskabe.

Tilsammen giver tiltagende et sænket forbrug på varme og el på 30 procent.

”Herudover anser vi det for muligt at spare yderligere 15 procent ved at indføre foranstaltninger såsom fototermisk energi (solenergi red.) og bygningsisolering,” tilføjer Kasper Rønnow.

Et andet initiativ har været at udskifte traditionelle elpærer med LED-belysning.

”Ifølge vores beregninger betaler udskiftningen af en halogenlampe med LED-lys sig selv ind efter blot et år, hvis belysningen brænder fire timer om dagen,” fortæller direktøren.

Gæster skal også spare
Ud over besparelserne, der bliver hentet ved at opdatere teknologien på vandrerhjemmene, opfordrer a&o Hostels også sine gæster til at spare ved hjælp af information og sparetips.

”Vi tror på, at vi ved at arbejde sammen med vores gæster og få dem til at udvise almindelige sparehensyn og grøn omtanke kan gøre en betydelig forskel for at reducere vores energiforbrug og beskytte miljøet,” siger Kasper Rønnow.

Vil være CO2-neutrale i 2025
Går alt efter planen kommer de to vandrerhjem, som koncernen driver på Nørrebo og i Sydhavnen, til at være CO2-neutrale i 2025. Det kommer til at ske gennem en energispareplan, som kæden allerede har implementeret på flere vandrerhjem i Tyskland.

Her er der blevet gennemført energirenoveringer blandt andet ved gå at over til fjernvarme, udskifte vinduer og tage samt isolere husfacader og rør.

 

Relaterede artikler:

Danhostel genansætter tidligere direktør

Stor hostelkæde mister igen københavnsk medlem

Hostel vil betale offentlig transport for fastansatte