En særudstilling om aber har blandt andet været med til at tiltrække udenlandske turister til Statens Naturhistoriske Museum. PR-foto.

Trods lukning: Museum får endnu en besøgsrekord

Endnu et museum melder kan glæde sig over besøgsrekord i 2023, også selvom museet lukkede en afdeling sidste år. Også mange udenlandske turister søger mod museet.

Sidste år måtte Statens Naturhistoriske Museum lukke Zoologisk Museum for at bane vej til en ny museumsbygning, og derfor var forventningerne da også lavere i år, end de var sidste år.

Men det bliver nu gjort til skamme, viser de seneste besøgstal fra museet, som strækker sig til udgangen af august. Således har museet i år haft 300.000 besøgende, og det er hele 45.000 flere end sidste år, hvor 255.000 gæster, inklusive gæster på Zoologisk Museum, var på besøg i årets første otte måneder.

”Vi måtte lukke Zoologisk Museum i oktober sidste år som en del af forberedelserne til vores nye museumsbygning. Derfor havde vi også sat forventningerne til årets betalende gæster lidt lavere end sidste år, hvor vi satte rekord med 452.000 besøgende. Men vi er blevet positivt overraskede, for ved udgangen af august måned slog vi rekorden for antallet af besøgende i Palmehuset og vores særudstillinger,” fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Flere udenlandske turister på besøg
Museet har blandt andet en særudstilling på Øster Voldgade om menneskets nærmeste evolutionære slægtninge, aberne, og noget tyder på, at særudstillingerne har fanget publikums interesse, fortæller Peter C. Kjærgaard.

I hvert fald er en stadig større del af museets gæster udenlandske turister, og det mener museumsdirektøren er et tegn på, at København som destination er blevet kendt for andet og mere, end det har været tilfældet førhen.

”Det er en rigtig glædelig udvikling, for de senere år har museet arbejdet hårdt på at skabe spændende og vedkommende særudstillinger om naturen. Et voksende antal danske besøgende har vist, at museet når sine mål. Nu kan vi så se, at vi også er i stand til at tiltrække rigtig mange udenlandske gæster, og det fortæller os, at København er ved at blive kendt for andet end hygge, masser af cykler og gode kulinariske oplevelser. Nu trækker kulturen også som en vigtig del af de besøgendes oplevelser. Det er en meget positiv udvikling, som vi skal værne om og udvikle,” siger Peter C. Kjærgaard.

 

Relaterede artikler:

Den Gamle By åbner nyt museum

God start for nyt dinosaurmuseum

Selvbetjent museum sidst på dansk attraktionsliste