Årets Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, i Tivoli den 27. juli efter hjemkomsten til Danmark. Pressefoto: Keld Navntoft for Tivoli.

Touren gav dansk turismeomsætning for millioner

De tre julidage med Tour de France i Danmark samlede 1,6 millioner tilskuere; 60.000 var udenlandske turister, der samlet brugte 757 millioner kroner. Det siger i hvert fald ny evaluering.

Fem måneder efter Tour de France indledte årets løb med de tre første etaper i Danmark, er den samlede evaluering netop kommet. Den 172-sider lange evalueringsrapport er bestilt og betalt af Grand Départ Copenhagen Denmark og udarbejdet af kommunikations- og analysebureauet Geelmuyden Kiese med medvirken fra blandt andet Visit Denmark og Teleselskabet 3.

Teleselskabet 3 har leveret tal til evalueringsrapporten med et meget præcist antal tilskuere til de tre etaper.

Totaltallet var, ifølge evalueringsrapporten, 1.664.789 tilskuere ved de tre etaper.

Om hvordan tilskuertallet angiveligt kan stadfæstes så præcist, står der i rapporten: ”På baggrund af mobildata fra teleselskabet 3 har det været muligt at måle, hvor mange tilskuere, der var på de tre etaper. Data viser, at der i alt var 1.664.789 tilskuere. Tallet inkluderer besøgende, pendlere og indbyggere i start- og målområdet samt langs ruten. Personer i transit er ikke medregnet.”

Af de 1.664.789 tilskuere under de tre etaper i Danmark, var 722.167 turister, som samlet brugte 757 millioner kroner, oplyses det.

Værdifuldt grundlag for at tiltrække internationale events
Samarbejdspartnerne omkring Grand Départ Copenhagen Denmark bestod af de fem mål- og startbyer: København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg samt Erhvervsministeriet, Wonderful Copenhagen, VisitDenmark og Sport Event Denmark. Region Hovedstaden, Region Sjælland, og Region Syddanmark gav tilskud til interessentskabet.

Jan Olsen, administrerende direktør for VisitDenmark, siger i pressemeddelelsen blandt andet:

”Touren satte Danmark på verdenskortet, ikke bare som cykelnation, men som destination med hav, skove, strande, byer, arkitektur og historie samt en befolkning med begejstring. Tourstarten var en markant eksponering af Danmark, og de mange medieomtaler og tv-transmissionerne har uden tvivl været med til at opbygge kendskab og lyst til at rejse til hertil,” siger VisitDenmark-direktøren og tilføjer:

”De mange positiver resultater af Grand Depart i form af massiv positiv international eksponering og over 60.000 udenlandske turister i hele Danmark, er et utroligt værdifuldt grundlag for Danmarks arbejde for at tiltrække internationale events i fremtiden.”

Touren gav København turismeomsætning på 348 millioner kroner
I en pressemeddelelse skriver destinationsselskabet Wonderful Copenhagen:

Rapporten fra interessentskabet bag det danske værtskab viser, at der var cirka 640.000 tilskuere langs ruten i København, herunder lige over 200.000 tilrejsende eventturister, heraf cirka 45.000 var udenlandske. Værtskabet af Tour de France skabte alene i København en turismeøkonomisk omsætning på 348 millioner kroner.

Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, siger:

”Touren blev en kæmpe succes. En succes, som var særlig vigtig for hovedstaden efter en hård periode under corona, som stadig kan mærkes i hovedstadens turismeerhverv.”

Hele evalueringsrapporten kan læses på via dette link til Letourcph.dk

 

Relaterede artikler:

Tour de France fylder ikke københavnske hoteller

Udenlandske turister fik ekstra tour-oplevelse i Tivoli

50.000 fulgte Vingegaards flyvetur