Skalmstrup Jollehavn ved Randers Fjord. (Foto: Randers Kommune | PR)

Natursti på 60 kilometer skal øge turismen i Randers

I løbet af de næste tre år skal der anlægges en lang natursti rundt om Randers Fjord, der skal skaffe flere besøgende i kommunen og binde forskellige lokale projekter sammen.

Sidste år var der 117.152 overnatninger i Randers Kommune og dertil kom et stort antal endagsbesøgende. Det er fortrinsvis danskere fra andre dele af landet, der tager på besøg i kommunen i Kronjylland, der dog selv nærer et ønske om at tiltrække endnu flere turister i fremtiden.

Som et led i at indfri dette mål har man i en periode arbejdet på at få anlagt en 60 kilometer lang rekreativ natursti, der skal gå omkring Randers Fjord fra Udbyhøj Nord til Randers by og videre på sydsiden af fjorden til byen Uggelhuse.

Idéen til dette initiativ er opstået på baggrund af en såkaldt kendskabs- og potentiale-analyse, der blev udarbejdet af VisitAarhus i 2021. Den viste, at 56 procent af alle dem, som besøger Aarhusregionen, er på udkig efter oplevelser i naturen. Det kan enten være en stille gåtur eller udendørs aktiviteter, hvor pulsen kommer op.

Planter og græs skal holdes naturligt nede
I september bevilgede Erhvervs- og Planudvalget i Randers Kommune 600.000 kroner til projektet, og sidenhen er der blevet sikret yderligere 250.000 kroner fra Landdistriktsudvalget, og det er tilstrækkelig finansiering til, at etableringen af naturstien kan sættes i gang.

“I et turismemæssigt perspektiv er naturen og adgangen til naturoplevelser en drivkraft til at få flere besøgende til Randers Kommune. Derfor glæder det mig, at vi nu kan komme i gang med at gøre Randers Fjord og det omkringliggende landskab mere tilgængeligt for borgere og turister,” udtaler formand for Erhvervs- og Planudvalget Claus Berggren fra Venstre, der desuden er 1. viceborgmester i Randers.

Stien bliver en såkaldt trampesti, hvilket betyder, at der ikke vil finde et mere omfattende anlægsarbejde sted. Derimod bliver det de personer, som benytter stien, der holder planter og græs nede, når de betræder den i forbindelse med en gå- eller løbetur.

Vil tage tre år
Randers Kommune håber, at stien både vil tiltrække turister samt være et tilbud til borgerne i de byer, som befinder sig i umiddelbar nærhed af naturstien. I alt forventes det, at projektet vil koste to millioner kroner, og det sættes i gang til januar.

Midlerne skal blandt andet benyttes til at ansætte en projektleder i de tre år, som arbejdet med anlæggelsen af naturstien forventes at vare. Den skal nemlig i vid udstrækning være placeret på private lodsejeres jord, og projektlederen får ansvaret for at føre dialogen med dem.

Ifølge Lars Søgaard (V), der er medlem af byrådet i Randers og næstformand for Landdistriktsudvalget, vil stien kitte flere andre projekter, som kommunen har iværksat, sammen, da disse har naturen omkring byen og fjorden som omdrejningspunkt. Det er blandt andet et samlet stiforløb langs Gudenåen og en ny bydel kaldet Flodbyen Randers, som kommunen arbejder på.

“Med denne samlede stisatsning imødekommer vi et stort ønske fra vores fjordnære landsbyer. Ønsket om rekreative stier og adgang til fjorden er meget aktuelt. Samtidig er jeg glad for, at en så stærk satsning i Naturpark Randers Fjord binder en lang række kommunale projekter og indsatser sammen.”


Relaterede artikler:

Ny plan skal hjælpe mod outdoor-turisme i Danmark

Danmark skal have nationalt net af naturstier

Dansk rejsebureau og Randers Regnskov hjælper naturen