Duplo-juletræet i Legoland. (Foto: Legoland | PR)

Light-billet til jul i Legoland: Matcher Tivoli-pris

Legoland holder juleåbent for andet år i træk, og der indføres en entrébillet uden adgang til forlystelser, der nogenlunde svarer til prisen for at komme til jul i Tivoli.

Forlystelsesparken Legoland i Billund valgte for første gang i 2022 at holde juleåbent for sine gæster på 23 udvalgte åbningsdage i en periode fra slutningen af november og frem til 31. december.

Det blev en så stor succes, at man allerede i begyndelsen af januar besluttede at gentage dette i år, og derfor åbner porten den 24. november med adgang frem til den 31. december.

Konceptet har man valgt at kalde Jul i Legoland, og det opdeles i tre aktiviteter med kælkebakke, indendørs sneboldkamp samt mulighed for at besøge nisseværkstedet, hvor der også kan skrives et brev til julemanden.

“Vi ser meget frem til at åbne parken til Jul i Legoland igen i år, og gæsterne kan godt glæde sig, for i år har vi nemlig endnu flere juleaktiviteter på programmet. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at prøve dem alle, og jeg håber også, gæsterne vil tage godt imod nyhederne,” siger Christian Woller, der er direktør i Legoland.

Udover de særlige juleaktiviteter er det også muligt for gæsterne at benytte parkens forlystelser i den juleudsmykkede forlystelsespark, hvor der også er boder med hjemmelavede julegodter. Derudover er der et 10 meter højt juletræ lavet af de kendte Duplo-klodser, og der er også en skøjtebane til rådighed.

Julebillet uden adgang til forlystelser
Legoland har dog erkendt, at det ikke er alle gæster, der kommer for at få en tur i gynger og karruseller, og hvad der ellers er at byde på i den genre. Et julearrangement er også for familier, der vil hygge, og derfor differentieres billetpriserne, så det er muligt at købe en særlig julebillet, som kaldes Light.

Denne billettype koster kun 169 kroner ved online bestilling og omfatter ikke adgang til forlystelserne. Har man brug for den fulde pakke er entréprisen 329 kroner, når den er købt og betalt på forhånd. Light-billetten matcher godt med prisen i Tivoli i København, hvor det er muligt at købe en entrébillet til 155 kroner til juleaktiviteterne.

“Med vores nye julebillet Light håber vi at kunne give endnu flere en magisk oplevelse til Jul i Legoland. Billetten giver mulighed for, at man kan komme på besøg og opleve julestemningen uden at prøve forlystelserne, og det glæder vi os til at prøve for første gang i rigtig mange år,” lyder det fra Legoland-direktøren.

 

Relaterede artikler:

Rekordoverskud i Legoland

Tilfredshed med juleåbent Legoland

Legoland i Billund åbner for første gang til jul