Carsten Felvang Nielsen, F&B direktør hos Scandic, med prisen Den Dybe Tallerken 2023. PR-foto.

Hotelkæde vinder pris for bæredygtig mad

Fødevaresektoren uddeler en pris til en stor hotelkæde for arbejdet med bæredygtighed på kædens restauranter. Særligt fokus på lokale råvarer og samarbejde med nicheproducenter bliver bemærket.

Hvert år uddeler brancheorganisationen Dansk Fødevare Forum sin kvalitets- og innovationspris ”Den dybe tallerken” til en dansk virksomhed, der gør sig særligt bemærket på markedet.

I år er hotelkæden Scandic vinder af prisen for sit arbejde med bæredygtighed på kædens restauranter. Dansk Fødevare Forum lægger særligt vægt på Scandics arbejde med lokale råvarer og nicheproducenter samt afprøvning af nye, mindre klimabelastende produkter og koncepter i et samarbejde med de danske fødevareproducenter.

”Scandic Hotels kan i den grad vise vejen og inspirere andre etablerede virksomheder i forhold til både kvalitet og innovation samt nye udviklingsmuligheder i forhold til en bæredygtig fremtid,” siger Mette Jasper Gammicchia, formand for bestyrelsen for Dansk Fødevare Forum og Afdelingschef hos Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

Som eksempel fremhæver Dansk Fødevare Forum, at Scandic arbejder med mål for at øge mængden af danske og økologiske fødevarer. Konkret har kæden et mål om, at 80 procent af kædens fødevareforbrug skal være danskproduceret i 2026.

Har etableret Greenery Lab
Dansk Fødevare Forum nævner også Scandic Spectrums restaurant ”Ansvar,” hvor der i forlængelse af restauranten er etableret Greenery Lab, hvor kædens køkkenpersonale og elever kan udforske koncepterne for mere bæredygtige måltider.

Der lægges samtidig vægt på, at kædens hoteller er svanemærkede, og at Scandic arbejder med fokus på energi-, vandforbrug, madspild og klimaaftryk. Derudover nævner Dansk Fødevare Forum, at Scandic er kåret som en af landets bedste arbejdspladser med prisen Great Place to Work.

”Vi er glade for at være en katalysator for forandring og bringe ny energi til den traditionelle tilgang. Ved at tage bæredygtige skridt og tænke anderledes, ønsker vi at skabe en positiv indflydelse på både vores industri og planeten som helhed. Denne pris er et skulderklap til vores team og en anerkendelse af vores ambitioner og indsats for at skabe en mere bæredygtig fremtid,” udtaler Karsten Felvang Nielsen, F&B direktør hos Scandic, der fortæller, at han er taknemmelig for prisen.

 

Relaterede artikler:

Trækker sig fra pris efter afsløring

Vil løfte samtale om bæredygtighed i branchen

55,8 millioner kroner til bæredygtig turisme