Hotel Abildgaard. Foto: Team Bornholm.

Hotel solgt til lokal restaurationsvirksomhed

Et bornholmsk hotel har skiftet ejer, og er nu blevet en del af Restaurant Gruppen. Den nye ejer driver allerede fire restauranter i Svaneke.

Hotel Abildgaard i Sandkås på Bornholm skiftede 21. april ejer. Den tidligere ejer, Jannik Stender oplyser, at han har valgt at sælge hotellet efter nogle udfordrende år med corona og efterfølgende salg af ferielejligheder.

Det er Restaurant Gruppen ApS, der har købt hotellet. Den nye ejer driver allerede restauranterne Restaurant Bryghuset, Restaurant Pakhuset og B’s Fiskeværksted i Svaneke, skriver Bornholms Tidende.

Det bliver Frederik Borup Stegmann, partner i Restaurantgruppe ApS, som fremover kommer til at stå i spidsen for Hotel Abildgaard.

Han oplyser, at han glæder sig til at lære hotellets faste stab at kende. Derudover ser han også frem til at samarbejde med Team Bornholm, som er en lokal sammenslutning af bornholmske feriesteder, som fungerer som et lokalt rejsebureau.

Skiftede ejer i 2019 og i 2022
Hotel Abildgaard blev solgt tilbage i 2019. Dengang blev hotellet solgt til erhvervsmanden Tim Stender, Jannik Stenders far.

Den dengang 24-årige Jannik Stender overtog driften af hotellet som forpagter. I 2022 købte Jannik Stender hotellet efter at have solgt 77 ferielejligheder til en værdi på mellem 945.000 og 995.000 kroner.

Stender valgte at udstykke lejlighederne på opfordring af Team Bornholm, da der generelt er høj efterspørgsel på ferielejligheder på øen.

Hotellet er det andet hotel på Bornholm, der bliver solgt på blot to måneder. I midten af marts solgte ejeren Jørgen Larsen Hotel Balka Strand til ejendomsinvestoren Søren Clausen, som er direktør for SC Ejendomme ApS.

Populær Feriedestination
Bornholm er en særdeles populær feriedestination i Danmark. I 2022 blev der registreret 1.803.000 overnatninger på øen, og det sikrer Bornholm en 10. plads sammenlignet med andre destinationer.

Og selvom der mellem 2021 og 2022 har været et fald i mængden af overnatninger fra danske turister på 22,3 procent, er der til gengæld sket en stigning i overnatninger fra udenlandske turister på 63,8 procent.

Det er særligt tyskere, der søger mod Bornholm fra udlandet. Således kommer 31 procent af alle overnatninger på øen fra tyskere. Til sammenligning kommer blot 3,7 procent af alle overnatninger fra svenskere, som udgør øens næststørste udenlandske marked.

 

Relaterede artikler:

Sådan skaber Scandic succesfulde møder

Ejer ærgrer sig over affaldsø foran hotel

Vinder titlen som bedste venue for andet år i træk