En Ferrari Monza SP1 i 1:1-størrelse er ny attraktion i Legoland. (Foto: Legoland | PR)

Ferrari i fuld størrelse bliver attraktion i Legoland

En næsten fem meter lang Ferrari-sportsvogn, bygget af 383.610 LEGO-klodser, bliver en del af en ny interaktiv attraktion i Legoland i den kommende sæson.

I 2018 introducerede den italienske bilproducent Ferrari sportsvognen, der har fået navnet Monza SP1. Et køretøj med en 6,5 liters 12V-motor og ikke færre end 799 hestekræfter under køleren.

Sportsvognen, der har en længde på 4,68 meter og en bredde på 1,99 meter, er nu blevet bygget i fuld størrelse ved hjælp af 383.610 LEGO-klodser. Vidunderet, der kan opleves fra torsdag den 18. maj. er årets nyhed i Legoland,

Gæsterne får samtidig mulighed for at bygge deres egen Ferrari, der kan gøres levende på en digital racerbane. Projektet hedder Ferrari Build & Race og er tænkt som en interaktiv attraktion.

“Ferrari er et verdenskendt brand, som er berømt for deres unikke biler, og vi glæder os rigtig meget til at præsentere en helt ny form for interaktiv attraktion sammen med Ferrari her i Legoland. Foran attraktionen møder gæsterne verdens første LEGO byggede Ferrari Monza SP1 i fuld størrelse, som bliver et imponerende syn og kommer til at bestå af hele 383.610 LEGO klodser,” siger Christian Woller, direktør i Legoland.

En digital byggeoplevelse
Den digitale racerbane er en kopi af ’Pista di Fiorano’, der er Ferraris egen testbane i Fiorano Modenese, nær den italienske by Maranello. De Ferrrari-biler, som gæsterne bygger, bliver scannet og kommer ind i den digitale udgave af testbanen.

“Vi ser virkelig frem til at få en helt ny digital byggeoplevelse i Ferrari Build & Race. Det er helt nyt i Legoland, at vi kombinerer fysisk LEGO-byg med en digital oplevelse, hvor gæsternes LEGO-biler bliver levende på racerbanen,” forklarer Legoland-direktøren.

Ferrari Build & Race byder også på fun facts om Ferrari samt historien bag den legendariske bil. Aktiviteten kommer fysisk til at erstatte byggeoplevelsen Rebuild The World.

Den nye sæson i Legoland, der er Danmarks næststørste turistattraktion, skydes i gang lørdag den 1. april.

 

Relaterede artikler:

Tilfredshed med juleåbent Legoland

Legoland har nyt monstertema og levende monstre

Legoland udvider med otte nye attraktioner