Sammen med Wonderful Copenhagen afviklede BC Hospitality Group mandag for tredje år i træk ”Responsible Hospitality Day” med 250 deltagere – og mange på venteliste.
Arrangementet på det meget bæredygtige firestjernede Crowne Plaza Copenhagen Towers-hotel i Ørestad havde fuldt hus med 250 deltagere – og flere på venteliste.
Sidste år tiltrak ”Responsible Hospitality Day” blot 80 deltagere – så interessen for det vigtige emne er klart stigende, lød meldingen fra arrangørerne, BC (Bella Center) Hospitality Group og Wonderful Copenhagen.
På Crowne Plaza-hotellet, der forleden vandt en af de anerkendte National Energy Awards, kunne deltagerne under mandagens halvdags-arrangement få input fra en bred vifte af indlægsholdere.
Deltagerne var ikke mindst CSR (Corporate Social Responsibility)-ansvarlige fra en lang række store og mindre virksomheder, videninstitutioner, offentlige institutioner, restauratører og andre aktører i og omkring hospitality-branchen. De kunne ved seminaret høre blandt andet foredrag med substans, lærerige cases og ikke mindst have tid til masser af bæredygtig networking med de andre tilmeldte.
Bæredygtighed og gæsteoplevelsen
Temaet for årets Responsible Hospitality Day var hvordan man forankrer bæredygtighed i gæsteoplevelsen – The Sustainable Guest Experience. Arrangørerne lovede i indbydelsen at prøve at komme hele vejen rundt om emnet med blandt andet fokus på data, design, teknologi og gastronomi.
Med i den bæredygtige pakke var for eksempel også et såkaldt Lab-område, hvor innovative nye firmaer demonstrerer deres produkter.
Blandt de mange indlæg var bidrag fra Wonderful Copenhagen, hvorfra Elaheh Peyman Granov og Signe Gjelstrup Mouridsen præsenterede resultater fra undersøgelsen 10Xcopenhagen om fremtidens turisme relateret til hospitalitybranchens udfordringer og muligheder indenfor bæredygtighed.
Andre indlæg stillede skarpt på hvordan ”co-creation” og partnerskaber kan være med til at skabe eller fremme den bæredygtige gæsteoplevelse. Her var der bidrag fra Torben E. Hoffmann Rosenstock fra Danmarks Restauranter og Cafeer, om det bæredygtige branchesamarbejde REGA, samt Freja Marie Frederiksen fra Roskilde Festival, om festivalens forskellige partnerskaber i forbindelse med bæredygtighed.
Ligeledes fortalte Trine Plambech fra Alexandra Instituttet om intelligent bæredygtighed og resultater fra brugerstudier om hvordan teknologi kan være med til at nudge folk til at spare på energien.
Relaterede artikler:
Global hotelkæde dropper små plastikflasker