NH Collection Copenhagen, der ligger ved Knippelsbro og har Udenrigsministeriet som genbo, har 394 værelser og suiter. Arkivpressefoto: ATP Ejendomme.

Udenlandske gæster driver væksten i dansk turisme

Selvom en regnvåd juli betød færre overnatninger, står Danmark bedre end nogensinde, når det gælder udenlandske overnatninger. Erhvervsministeren glæder sig over turismens afledte effekter.

På trods af, at en ekstraordinært regnfuld juli betød færre turister i måneden sammenlignet med 2022, står det indtil videre godt til i forholdt til antallet af overnatninger, når man ser på hele året. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Således har der i år været 36.8 millioner overnatninger fra januar til og med juli måned. Heraf udgøres 19,5 millioner overnatninger af danskere, et fald på 3,9 procent, mens 17,3 millioner overnatninger udgøres af udenlandske turister, hvilket svarer til en vækst på 5,3 procent sammenlignet med 2022.

Væksten i udenlandsk turisme redder dermed også væksten i dansk turisme, for mens der er færre danske overnatninger, betyder den, at det totale antal overnatninger har en meget lille vækst på 0,2 procent.

Central- og sydeuropæere søger mod koldere himmelstrøg
Erhvervsminister Morten Bødskov glæder sig over dansk turismes tilstand. Han bider særligt mærke i en tendens, hvor central- og sydeuropæere søger mod mere overkommelige sommertemperaturer i højsæsonen.

Han gentager samtidig regeringens løfte om at tilføre ekstra midler til dansk turisme. I alt vil regeringen afsætte 100 millioner kroner over de næste fire år samt 80 millioner kroner til afholdelse af VM i landevejscykling og et nyt World Tour-løb i hovedstadsområdet.

”Danmark er med god grund blevet en attraktiv rejsedestination for turister verden over. Og især ser endnu flere af vores sydlandske naboer mod Danmark, når de planlægger deres ferie. Dét er gode nyheder, for med turisterne kommer der kunder i den lokale købmand, i isbutikkerne og i forlystelsesparkerne eller museerne. Det er alt sammen med til at skabe vækst og arbejdspladser i hele landet. I regeringen vil vi sørge for at sætte yderligere vind under sejlene, og derfor har vi også foreslået at sætte 100 millioner kroner af på finansloven til at styrke dansk turisme,” siger erhvervsministeren.

Sideløbende med investeringerne i dansk turisme  foreslår regeringen også , at der afsættes godt 580 millioner kroner, som skal benyttes til at finansiere en række initiativer på kulturområdet. Der skal blandt andet bruges 140 millioner kroner i perioden fra 2024 til 2026 til at etablere en forsøgsordning med et kulturpas, som henvender sig til de unge borgere, der hverken er under uddannelse eller i arbejde, oplyste regeringen på et pressemøde den 31. august.

 

Relaterede artikler:

100 millioner kroner skal skabe dansk turismevækst

Efterspurgte restaurantoplevelser i sommeren

Sådan fordeler overnatningerne sig i første halvår