Tornøes Hotel. Foto: HORESTA.

Sløjfer festsal for at få flere værelser

Et historisk hotel på Fyn omdanner hotellets gamle festsal til nye værelser. Det sker for at få plads til en ny kundegruppe.

Tornøes Hotel i Kerteminde har en lang historie bag sig. Hotellet blev stiftet af bryggeren Wentzel Tornøe i 1860.

Hotellet råder i dag over 59 værelser, men det skal snart blive til flere. Hotellets direktør Ulrich Birkerod Frandsen, har nemlig planer om at nedlægge hotellets gamle festsal og ombygge den til 18 nye værelser. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge direktøren er udvidelsen nødvendig, hvis hotellet skal kunne tage imod de kundegrupper, som man ønsker.

”Med den kommende udvidelse vil vi kunne tage imod en helt ny kundegruppe i form af større konferencer, og busselskaber, vi nu er nødt til at sige nej til. Den lille sal, der bliver brugt ved møder og konferencer, kan huse 70-80 deltagere, og den er lige blevet udstyret med nye tæpper og møbler,” forklarer Ulrich Birkerod Frandsen til Fyens Stiftstidende.

Har vækstet i flere omgange
Ombygningen, der begynder, så snart Kerteminde Kommune giver byggetilladelse, er ikke den første i nyere tid.

Ulrich Birkerod Frandens overtog driften af hotellet fra sin far, Morten Birkerod. Da Morten Birkerod selv overtog hotellet i 1985, var der dengang kun 38 værelser.

I 2018 blev der imidlertid foretaget en større udvidelse, hvor man tilføjede 21 værelser samt en elevator. Når den nært forestående ombygning er færdig, vil hotellet i alt råde over 78 værelser.

Udover værelser planlægger hotellet også at ombygge tagetagen, således, at der bliver oprettet omkring 10 kontorpladser til udlejning.

Borgmester bakker op
Kertemindes borgmester, Kasper Olesen (S), glæder sig over planerne om at udvide værelseskapaciteten på Tornøes Hotel.

Han fortæller, at Kerteminde oplever, at der mangler overnatningskapacitet til turister i højsæsonen, og han håber, at udvidelsen vil være med til at bløde op for dét problem.

Sidste år udvidede hotellet også sin virksomhed. Dengang var det dog ikke ved at udvide de fysiske rammer på selve hotellet. I stedet købte Tornøes Hotel Kerteminde Bed & Breakfast.

Købet udvidede hotelvirksomhedens værelseskapacitet med seks værelser.

 

Relaterede artikler:

Kritikers navn brugt på millionansøgning

Hotelkæde næsten tredobler overskud

Vil omdanne 350 år gammelt hotel til seniorboliger