Den har været til salg siden efteråret, men nu er der fundet købere til en særdeles populær autocamperplads på Rømø. Pladsens stiftere bliver i juli måned for at sikre en blød overgang.
Autocamperpladsen Oasen på Rømø, at et populært feriemål. Den er før blevet fremhævet af flere tyske autocampermedier, heriblandt Promobil og TopPlatz, for at være blandt Europas bedste autocamperpladser, og derfor er autocamperpladsen særdeles kendt i Tyskland, men også folk fra Holland, Sverige og Norge ønsker at overnatte på autocamperpladsen.
I november 2022 annoncerede pladsens ejere, ægteparret Carl og Hanne Hansen, at tiden var komme til at sælge pladsen, og nu, mere end et halvt år senere, er der endelig fundet købere til pladsen, det oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg i en pressemeddelelse.
“Det er en lidt speciel sag den her. Det er ikke hver dag, at vi får til opgave at sælge en autocamperplads. Alligevel har der været en fornuftig interesse for autocamperpladsen, faktisk overraskende stor interesse efter vi satte den til salg i efteråret 2022. Vi har fået henvendelser fra nær og fjern, og der har blandt andet været flere tyske investorer, som har vist interesse. I sidste ende er vi, og særligt sælgerne, dog glade for at autocamperpladsen er solgt til lokale investorer,” fortæller Claus Langelund, afdelingschef og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg.
Præcist hvem de lokale investorer er, fremgår dog ikke af pressemeddelelsen.
Har vækstet over årene
Autocamperpladsen har gennem den seneste årrække været i vækst. I 2014, var der 28 pladser på autocamperpladsen. Siden har de nu forhenværende ejere udvidet ad flere omgange, og i dag er der 218 pladser, der er anlagt omkring flere søer.
Oasen er blevet sat til salg for 34 millioner kroner, og udover selve autocamperpladsen får en kommende køber 85 hektar jord, hvoraf 75 hektar er udlagt som landbrugsjord, otte byggegrunde på minimum 2.500 kvadratmeter, fire ferielejligheder samt en privatbolig på 346 kvadratmeter med tilhørende garage med i købet.
Autocamperpladsen ligger tæt på Østerby samt strandene Lakolk og Sønderstrand, som er blandt de bredeste i Nordeuropa. Rømø ligger i den danske del af Vadehavet, der siden 2014 har været på UNESCO’s liste over verdens naturarv, og øen er godt besøgt af turister fra især Tyskland. Hvert år gæster cirka to millioner turister Rømø.
Carl og Hanne Hansen ønsker nu at gå på pension. De bliver dog på autocamperpladsen et stykke tid endnu for at hjælpe de nye ejere ned at komme godt i gang med driften, fortæller Carl Hansen.
”Indtil den 1. august 2023 vil vi hjælpe de nye ejere i gang, så vi sikrer, at de kommer godt fra start. Vi har brugt utallige timer på Oasen de sidste mange år, så det er blevet vores lille hjertebarn. Derfor vil vi selvfølgelig også gerne sikre, at de nye ejere får den bedst mulige start, og at vores lille hjertebarn lever videre i bedste velgående,” siger han.
Relaterede artikler:
Vil sælge populær autocamperplads på Rømø