Administrerende direktør Jan Hessellund fra Billund Lufthavn. (Foto: BLL | PR)

Lufthavnsdirektør overtager formandspost for stor attraktion

Efter syv år på posten har formanden for et af landets største oplevelsescentre valgt at trække sig. I stedet har direktøren for Billund Lufthavn nu overtaget posten.

Han har været med til at idéudvikle helt fra starten, da Horsens Statsfængsel lukkede i 2006, og de første tanker om en ny kulturinstitution tog form. Nu har Henning Nørbæk valgt at trække sig som formand for Fonden Fængslet, som i dag driver Fængslet, som med 250.800 besøgende i 2022 er landets fjerdestørste oplevelsescenter ifølge VisitDenmarks attraktionsliste.

Da de første tanker blev tænkt i 2006 var Henning Nørbæk kulturchef i Horsens Kommune, og da Fonden Fængslet blev stiftet i 2012 blev han valgt til næstformand i bestyrelsen.

I 2017 blev han formand for bestyrelsen, og den post har han bestridt indtil den 8. april, hvor han på et bestyrelsesmøde meddelte, at han ønskede at stoppe på posten og udtræde af såvel Fonden Fængslets bestyrelse som Bygningsfonden Fængslets bestyrelse. Det skriver Fængslet i en pressemeddelelse.

“Fængslet har fyldt utrolig meget i min bevidsthed og i min kalender i mange år, og jeg ser med stor tilfredshed og stolthed på, hvor langt vi er kommet med at udvikle oplevelsesvirksomheden. Der er sket mere med Fængslet, end jeg turde drømme om, da vi lukkede dørene op i 2012, og det har været en stor fornøjelse – med mange interessante udfordringer – at være med hele vejen. Men det er også tid nu til at sige stop,” siger Henning Nørbæk.

Lufthavnsdirektør overtager formandspost
At Henning Nørbæk nu er stoppet som formand for Fængslet, betyder ingenlunde, at Fængslet nu skal på jagt efter en ny formand. Næstformanden for Fonden Fængslet, Jan Hessellund, som til daglig er administrerende direktør for Billund Lufthavn, blev enstemmigt valgt som formand, da bestyrelsen konstituerede sig selv på mødet den 8. april.

“Det er et valg, som jeg er både ydmyg og beæret over. Vi vil arbejde støt videre med de visioner, bestyrelsen og direktionen har udstukket for udviklingen af Fængslet til ikke kun et lokalt og nationalt, kulturelt fyrtårn, men også sigte mod internationalt kendskab som venue for mødeturisme med et fantastisk museum som en vigtig del af Fængslet,” siger Jan Hessellund om valget.

Den nyvalgte formand takker Henning Nørbæk for det store arbejde, han har gjort i løbet af de år, han har siddet i bestyrelsen.

“Først og fremmest vil jeg sige en stor tak til Henning for hans virke og hans ihærdighed igennem hele Fængslets levetid. Først som næstformand og siden 2017 som formand og bestyrelsesleder for Fonden Fængslet. Med et farvel til Henning siger vi samtidig god rejse videre til en af Fængslets allerstørste ambassadører,” udtaler Jan Hessellund.

Er nået i mål med visioner
Henning Nørbæk begrunder blandt andet valget om at trække sig med, at man er nået i mål med mange af de visioner, som man havde, da man etablerede sig.

”Det har været en klar vision at transformere Fængslet til et kulturelt fyrtårn, der kan bidrage til at brande Horsens som en attraktiv og spændende kulturby. Samtidig har det været en bunden opgave at etablere en selvbærende økonomi, der både gør det muligt for Fængslet løbende at udvikle sig og opretholde den store kulturarv, som bygningsmassen er. Begge dele er lykkedes i tæt samarbejde med mange vigtige interessenter – ikke mindst Horsens Kommune,” fortæller han Henning Nørbæk.

 

Relaterede artikler:

Destinationsdirektør bliver formand for Danhostel

Erfaren profil sat i spidsen for to lufthavnshoteller

Ny direktør skal stå for modernisering af VisitDenmark