Morten Dahlin. PR-foto.

Kan bane vej for turismeprojekter: Minister vil lempe planloven

Landdistrikterne er gået glip af millionvis af kroner fra private investorer, fordi planloven er for stram ifølge ministeren på området. Nu ønsker han at ændre lovgivningen, og det kan blandt andet bane vej for nye turismeprojekter.

På Samsø ligger der en gammel betonfabrik, som private aktører i flere år har haft planer om at omdanne til et strandhotel med 27 værelser.

Den lokale udvikler stod klar til at investere og ansætte håndværkere, og blev hotellet en realitet, ville turister efterfølgende komme og lægge deres penge på øen, hvilket også kunne skabe nye jobs. Men planloven står i vejen, for fabrikken ligger tæt på havet, og derfor er det ikke muligt at ændre bygningens anvendelse.

Den gamle betonfabrik har fanget opmærksomheden hos Morten Dahlin (V) med det noget omfattende ressortområde som minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.

Projektet er dog ifølge ministeren ingen enlig svale, og mange lignende projekter finder vej til Christiansborg, hvor politikerne alt for ofte siger nej. Han har gennemgået en liste af projekter i landdistrikterne, som har fået nej fra Christiansborg.

”Vores landdistrikter er gået glip af store millionbeløb fra private investorer, fordi lovgivningen er for stram. Og der skal man huske på, at det kun drejer sig om projekter, som er landet på mit bord, fordi kommunerne faktisk troede, de kunne blive til virkelighed,” siger Morten Dahlin således til Avisen Danmark.

Danmark skal ikke være Mallorca, men…
Ministeren og regeringen ønsker derfor nu at ændre planloven således, at det i fremtiden i højere grad bliver borgmestrene og kommunerne, som afgør, hvor der skal opføres feriehuse og virksomheder herunder hoteller.

Morten Dahlin betegner den øvelse, som han og regeringen lægger op til, som en decentralisering, hvor noget af beslutningskraften tages fra ministeren og Christiansborg.

Ministeren mener dog stadig, at der skal være en balancegang, så Danmarks natur og kyste bevares. Danmark skal ikke blive til Mallorca med betonhoteller i vandkanten, siger ministeren, men påpeger samtidig, at kystbeskyttelseszonen strækker sig tre kilometer ind i landet, hvilket for eksempel gør nye projekter vanskelige på Langeland, som er under seks kilometer bred.

Som at trække tænder ud i slowmotion
Der sidder formentlig nogle investorer i dansk turisme og glæder sig over udmeldingen fra Morten Dahlin. På Dansk Erhvervs årsmøde den 18. januar var der to investorer på talerstolen.

Det drejer sig om Steen Slaikjær, som ejer Hvidbjerg Strand Feriepark og Kim Fournais, administrerende direktør for Saxo Bank og indehaver af øen Vejrø, hvor han blandt andet har skabt Vejrø Resort og bygget en marina.

Begge investorerne efterspurgte mere fleksibilitet fra politikernes side, og de beskrev begge udfordringer med overhovedet at få lov til at udvikle på deres turismeprojekter.

”Vejrø er næsten én stor strandbeskyttelseslinje. Det har taget meget tid at føre vores idéer ud i livet, men noget af det, der har taget længst tid, er tilladelser fra myndighederne. Jeg hører fra politikerne, at de efterlyser arbejdspladser i Udkantsdanmark og bæredygtige projekter. Men nu har vi været igennem to lokalplaner, og det er ligesom at trække tænder ud i slowmotion at få lov til noget af det her,” sagde Kim Fournais for eksempel på årsmødet.

 

Relaterede artikler:

Turismeinvestor: ”Det er ligesom at trække tænder ud i slowmotion”

”Jeg er ikke landet i en skåneopstart”

2024 bliver forhåbentlig et år med mindre turbulens