Herlev Kro, nu Go Hotel Herlev. Foto: Herlev Kro.

Hotelkæde moderniserer historisk kro

Sidste år blev en historisk sjællandsk kro overtaget af en hotelkæde. Nu går kæden i gang med en omfattende modernisering, og der er langsigtede planer for udvidelse.

I december 2022 overtog hotelkæden Go Hotels den historiske Herlev Kro, hvis historie går helt tilbage til 1863. Siden da har man brugt tiden på at lære driften af kroen og lokalområdet at kende.

Men nu er tiden kommet til at kroen, nu Go Hotel Herlev, får en modernisering, og arbejdet med at finde en ny stil og design til kroen, er netop overstået, skriver Go Hotels i en pressemeddelelse. Det første værelser er allerede færdiggjort, og i løbet af efteråret vil resten af hotellets 56 værelser også blive moderniseret.

Virksomheden Third Space, der står bag indretningen, har bestræbt sig på at finde en stil, der giver værelserne et moderne og nordisk look samtidig med, at der trækkes tråde tilbage til kroens historie, oplyser Go Hotels.

”Vi er meget glade for at været kommet til Herlev og har brugt tiden siden opkøbet på at lære hotellet at kende og sikre os en optimeret drift. Vi er blevet taget rigtig godt imod og ser et stort potentiale i udviklingen af Go Hotel Herlev,” udtaler hoteldirektør Christopher Valentin

Har planer om udvidelse
Potentialet, Christopher Valentin taler om, er en udvidelse af Go Hotel Herlev, og derfor har kæden indgået en dialog med Herlev Kommune om, hvad Go Hotels kalder en betragtelig udvidelse af hotellets værelseskapacitet.

Turisme24.dk har været i kontakt med Christopher Valentin for at høre, hvad Go Hotels præcist forestiller sig, at udvidelsen vil indbefatte, men han fortæller, at Go Hotels ikke vil oplyse mere om udvidelsen, før dialogen med Herlev Kommune er overstået.

Go Hotels er eget af Hotel Holdings ApS. Hotel Holdings største ejer, Hansen & Langeland ApS., kontrollerer blandt andet en tredjedel af det danske rejsebureau Nyati Safari, der har egen lodge i Sydafrika.

Ud over Go Hotel Herlev ejer hotelkæden også de fire storkøbenhavnske hoteller Go Hotel Copenhagen, Go Hotel Saga, Go Hotel City og Go Hotel Ansgar.

 

Relaterede artikler:

Kendt hovedstadshotel landede millionoverskud

Selskab med femstjernet erfaring en del af nyt luksushotel

Hotel øger overskud efter ombygning