Hotel Søfryd. Pressefoto.

Historisk badehotel er igen gået konkurs

Sidste år gik et mere end 100 år gammelt badehotel ved Roskilde Fjord konkurs. Efterfølgende overtog nye ejere driften, men nu må hotellet atter dreje nøglen om, og det sker efter, at en planlagt renovering blev sat på pause.

Sidste år blev det mere end 100 år gamle badehotel Søfryd i Jyllinge taget under konkursbehandling af Retten i Roskilde. Der blev dog fundet købere, som havde viljen til at drive hotellet, og derfor kunne hotellet umiddelbart fortsætte på nye hænder.

Men det varede ikke ved, og den 23. februar blev Badehotellet Søfryd ApS atter begæret konkurs, fremgår det af Statstidende.

Til Ekstrabladet bekræfter konkursboets kurator, advokat Anders Gintberg Levin, at det er selskabet selv, som har indgivet konkursbegæring.

”Vi er ved at danne os et overblik over selskabet med henblik på at vurdere mulighederne for at se, om der er noget, der kan overdrages – og i givet fald til hvem og på hvilke vilkår,” siger han til mediet.

Optimisme i januar
Hotel Søfryd lukkede ned den 30. oktober 2023 med henblik på en renovering efter, hvad hotellet på Facebook selv beskriver som en fantastisk sæson.

Mellem den 30. oktober og den 29. januar var der dog ingen opdateringer fra hotellet, men  i slutningen af januar skrev hotellet, at en proces med at indsætte en ny forpagter var trukket ud, hvilket også betød, at renoveringen var sat på pause. Optimismen var dog intakt, står der i opslaget på Facebook.

”Vi arbejder hårdt for at skabe en fornyet oplevelse og forventer en endelig afklaring i uge syv,” lød det også dengang fra hotellet.

Der kom dog aldrig en opdatering, og i slutningen af uge otte indgav hotellet altså sin konkursbegæring til Retten i Roskilde.

Har haft økonomiske problemer før
Hotel Søfryd blev grundlagt i 1916 og ligger ned til Roskilde Fjord i det gamle fiskerleje ved Jyllinge Strand. Hotellet har 30 værelser samt møde- og konferencelokaler, hvor der kan være 80 i det største.

Selskabet Badehotellet Søfryd ApS er så ungt, at der endnu ikke er offentliggjort noget årsregnskab.

Det er dog ikke første gang, at hotellet har haft økonomiske problemer. Af det seneste regnskab for selskabet, der gik konkurs 14. februar 2023, regnskabet for 2020 og 2021, fremgår det, at coronapandemien gav økonomiske problemer.

Det år havde virksomheden et underskud på omkring 3,5 millioner kroner. I årsregnskabet bemærker revisoren:

”På grund af den økonomiske situation og det store tab på TDKK 3.434 efter skat, som er konstateret i regnskabsåret, foreligger der en væsentlig usikkerhed, som kan rejse betydelig tvivl om selskabets evne til at fortsætte driften.”

Ejerne vurderede dog, at man kunne få belånt hotelejendommen, hvorfor man satsede på at kunne fortsætte driften. Det skete dog efter, at selskabet var begæret tvangsopløst, men denne begæring blev dog trukket tilbage.

 

Relaterede artikler:

Historisk badehotel konkurs

Historisk badehotel konkurs

Efter konkurs: Vil omdanne feriecenter til boliger