Bestyrelsesformand Anders Østergaard. (Foto: Monjasa Group | PR)

Erhvervsmand sætter sig for bordenden i bestyrelse

Nu er bestyrelsen for den nye selvejende institution, der omfatter flere museer i Fredericia, blevet udpeget. Formandskabet varetages af en erhvervsmand, der står bag en international virksomhed.

I december blev det bestemt, at Fredericia Bymuseum og Lokalhistorisk Arkiv fra den 1. januar i år skulle overgå til at være en selvejende institution. Det skete med henblik på at skabe bedre muligheder for, at en af de store opgaver, der venter forude, kan løses.

Den selvejende institution skal nemlig søge fondsmidler til og etablere et formidlingscenter på en grund tæt ved Fredericia Vold. Tanken er, at centret skal gøre de besøgende klogere på såvel byens som fæstningsanlægget Fredericia Volds historie i både krigs- og fredstid.

Har særlig betydning
Nu oplyser Fredericia Kommune, at man er kommet et skridt nærmere, da den første bestyrelse for den nye selvejende institution er blevet udpeget. Det er erhvervsmanden Anders Østergaard, der har sat sig i formandsstolen.

Han startede sin karriere i shipping i 2000. To år senere var han med til at stifte selskabet Monjasa, der i dag sælger og leverer skibsbrændstof samt driver rederivirksomhed. Selskabet trådte sine barnesko i Kolding, men har sidenhen flyttet hovedkvarteret til Fredericia, hvor Østergaard stammer fra. Derudover har Monjasa kontorer i flere lande verden over.

Den nye bestyrelsesformand ser frem til bidrage til en videreudvikling af byens museum, da han mener, at den sydjyske by er en af dem, hvor historiens vingesus høres særligt tydeligt.

”Der er få byer, hvor historien fylder lige så meget, som den gør i Fredericia. Vi er omgivet af kultur- og militærhistorie. Jeg ser frem til et arbejde, hvor vi skal skabe de bedst mulige rammer for, at fremtidens fredericianere – og alle der besøger byen – har et stærkt kendskab til historien, byens betydning og de mennesker, der har boet her.”

Skal have lagt en strategi
Borgmester Steen Wrist (S) er indtrådt som næstformand i bestyrelsen, og han erklærer sig tilfreds med den konstituering, der er fundet sted.

”Jeg er meget taknemmelig for, at Anders Østergaard har taget opgaven som bestyrelsesformand på sig. Hans opbakning til byen og byens historie er meget værdifuld. Med Anders ved roret er vi et stort skridt nærmere de drømme, vi har.”

Den øvrige bestyrelse består af advokat og brigadegeneral Christian Herskind, direktør Henrik Harnow fra Museum Odense, Janus Bang, byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Fredericia Kommune Susanne Eilersen (DF) samt Peder Tind (V), der er byrådsmedlem.

Næste skridt for den selvejende institution bliver, at der skal udarbejdes en strategi og vision for museets fremtidige udvikling. Den proces ventes at gå i gang i løbet af februar.


Relaterede artikler:

Forventer flere krydstogtanløb i 2024

Ruster sig til at kunne etablere ny attraktion

Destination går efter flere internationale turister