Den forhenværende kontorbygning på Frederiksberg, som ECE vil omdanne til hotel. PR-foto.

Ejendomsinvestor vil skabe nyt designhotel i København

En tysk ejendomsinvestor har købt en kontorbygning på Frederiksberg, som nu bliver omdannet til hotel. En operatør er endnu ikke fundet, men forhandlingerne er fremskredne, lyder det.

Der er et nyt, stort designhotel på vej til Frederiksberg. Den tyske ejendomsinvestor, ECE, har nemlig opkøbt en forhenværende kontorbygning med tilstødende grund på Gammel Kongevej af investeringsvirksomheden TPG Angelo Gordon.

Det er nu planen, at den forhenværende kontorbygning skal omdannes og udvides til et designhotel med i omegnen af 210 værelser og et areal på 7.600 kvadratmeter. ECE oplyser i en pressemeddelelse, at man planlægger at investere 65 millioner euro svarende til rundt regnet 485 millioner danske kroner i projektet.

”Det planlagte hotelprojekt i København flugter godt med vores langsigtede strategi for hotelprojekter, som fokuserer på attraktive lokationer i dynamiske, europæiske byer, og som også i stigende grad fokuserer på omdannelsen af eksisterende bygninger,” fortæller Torsten Kuttig, direktør for hotel development hos ECE Work & Live.

På jagt efter operatør
ECE oplyser, at der endnu ikke er fundet en operatør til det nye hotel. Dog er man aktuelt i forhandlinger med kendte aktører, og de forhandlinger er fremskredne, oplyser ECE.

Man er også ved at få selve udviklingsplanen på plads, og man drøfter dem aktivt med Frederiksberg Kommune, som stadig skal sige god for projektet.

ECE oplyser, at man planlægger, at byggeriet går i gang i anden halvdel af 2025 umiddelbart efter, at den politiske proces og den interne planlægning er på plads. Det er håbet, at hotellet vil stå færdigt i starte af 2027.

Købet af ejendommen skete i samarbejde med den danske afdeling af konsulenthuset Robert C. Spies og ejendomsudvikleren Oskar Jensen Development, som har base i København. Disse partnere kommer også til at være med til at udvikle ejendommen, oplyser ECE.

ECE er i øvrigt ikke nogen lille spiller i Europa. Aktuelt er man involveret i hotelprojekter med en samlet kapacitet på 3.500 værelser, som enten er i brug, planlagte eller under opførelse. Virksomheden arbejder med store hotelbrands som Marriott, Ibis Hotels og 25 Hours Hotels. De to sidstnævnte er i øvrigt begge ejet af den franske hotelgigant Accor, som driver 5.600 hoteller med sammenlagt 822.000 værelser på verdensplan.

 

Relaterede artikler:

Trods rekordmåneder: Blandet første kvartal for landets hoteller

Dansk hotel dropper samarbejde med Marriott

Amerikansk storinvestor leder efter hoteller i København