Allerede den 23. december kunne Odense Zoo for første gang melde om 500.000 besøgende i løbet af et år. Den fynske attraktion var i 2022 den næststørste zoo i Danmark.
Den største attraktion på Fyn er Odense Zoo, der i 2022 havde 497.300 gæster. Men haven er i 2023 vokset over den magiske grænse på 500.000 gæster.
Det konstaterede man allerede den 23. december, hvor gæst nummer halv million i 2023 trådte ind gennem lågerne på Søndre Boulevard i Odense. Dermed vil 2023 blive det bedste år nogensinde i Odense Zoos historie. der strækker sig helt tilbage til 1930.
“Det er helt vildt. Det er et tal, der nærmest var umuligt at tro på, da jeg blev ansat som direktør i 2018, hvor vi endte med omkring 364.000 gæster,” siger Bjarne Klausen, direktør i Odense Zoo.
Aalborg og Givskud lige i hælene
Dermed vil den fynske zoologiske have formentlig også fortsat kunne kalde sig den største zoo uden for København. I 2022 var der over 1,3 millioner besøgende i Zoologisk Have i København, og Odense Zoo landede i 2022 på en samlet 16. plads på den officielle attraktionsliste.
Odense Zoo har dog Aalborg Zoo og Givskud Zoo lige i hælene, mens Knuthenborg Safaripark og Ree Park Safari kommer noget længere nede på listen.
Nyt kaiman-anlæg
Årets besøgsvækst skyldes ifølge den fynske zoo-direktør flere forskellige forhold. Konceptet Jul i Zoo har som vanligt trukket mange besøgende, og så er man generelt kommet godt fra start og har samtidig kunne drage fordel af en ny attraktion med et kaiman-anlæg, hvor gæsterne har haft mulighed for at opleve dyrene fra alligatorfamilien på tæt hold.
“Allerede inden vi åbnede årets nyhed, vores flotte, nye kaiman-anlæg, var vi foran på gæstetallet, og det forspring har vi holdt året ud. Det er vi både meget glade for og stolte over – og i virkeligheden også meget ydmyge omkring, for det betyder enormt meget med så stor, lokal opbakning,” lyder det fra Bjarne Klausen.
Årets endelig besøgstal ventes at slutte et stykke over de 500.000, da Odense Zoo har åbent helt frem til nytår.
Relaterede artikler:
Første zoo med grøn certificering