Luksushotellet Køge Søbad, som aktuelt er under opførelse i Køge. Visualisering: Bjerg Arkitektur.

Kommune barsler med ny turismestrategi

En sjællandsk kommune barsler med en ny erhvervspolitik. Her er turismen blandt andet i fokus, og kommunen vil have en ny strategi, som både styrker turismen og beskæftigelsen.

Køge Kommune skal have en ny turismestrategi, det fremgår af et forslag til en ny erhvervspolitik, som kommunen for nylig har sendt i høring blandt virksomheder i kommunen.

Køge Kommune er én af de otte kommuner i Danmark, som ikke er medlem af et af landets 19 destinationsselskaber, og kommunen arbejder derfor selvstændigt på at øge tilstrømningen af turister.

Det overordnede formål med den varslede strategi er at øge både omsætningen og jobskabelsen i kommunens turistbranche samt styrke attraktioner og aktører generelt i kommunens turistbranche.

I alt er der tre overordnede punkter, som skal indgå i den nye strategi, fremgår det af det dokument, hvor kommunen præsentere sit forslag til en ny erhverspolitik. For det første skal turismen styrkes på områderne erhverv, kultur, idræt, natur og friluftsliv.

Derudover skal turismestrategien ledsages af forslag til handletiltag og organisering af det fremtidige samarbejde på turismeområdet, skriver Køge Kommune.

Kommunen vil også tage initiativ til en større dialog med og inddragelse af turismeaktører, virksomheder, organisationer og foreninger om muligheder og udfordringer ved en styrket turismeindsats på de forskellige områder, oplyser kommunen.

Vil omsætte for to milliarder kroner
Turismen i Køge Kommune ligger i regi af VisitKøge, som administreres af erhvervshuset Connect Køge. Til Turisme24.dk har erhvervshuset tidligere oplyst, at Køge Kommune har et ønske om at øge turismeomsætningen med et anseeligt beløb.

Hvor kommunen havde en turismeomsætning på 700 millioner kroner i 2019, er ambitionen, at omsætningen skal lyde på to milliarder kroner i 2030.

Kommunen har indtil videre arbejdet på at øge oplevelsesværdien, som turister kan få gennem et besøg i kommunen. Man har blandt andet fokuseret på vandreruter fra Køge Nord til Stevns samt et mountainbikespor.

Derudover ligger ingen ringere ind N.F.S Grundtvig begravet i Køge, og kommunen har arbejdet på at øge interessen om den kendte forfatter, teolog og digter for at tiltrække turister.

Køge kan også prale af af ringborgen Borgring, som sammen med fire andre ringborge blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i september i år, og her er der planer om at åbne et oplevelsescenter til en værdi på 50 millioner kroner, som man anslår, vil kunne tiltrække 60.000 gæster årligt.

Luksushotel på vej
I øvrigt er der et nyt luksushotel på vej i Køge, som forventes at åbne senest i løbet af 2025. Køge Søbad, som hotellet hedder, er aktuelt under opførelse, og når det står færdigt, vil hotellet kunne prale af 150 værelser fordelt på 10.000 kvadratmeter.

Bag hotellet står Artha Kapitalforvaltning og partnere, som også ejer Marienslyst Strandhotel sammen med Artha, og som har samarbejdet inden for hotelsektoren siden 2017. På Køge Søbads hjemmeside fremgår det i øvrigt, at hotellet formentlig vil repræsentere en værdi på mere end en halv milliard kroner, når det står færdigt.

 

Relaterede artikler:

Køge vil øge turismeomsætning til to milliarder

Fem danske ringborge på UNESCOs verdensarvsliste

Kommune vil i turismens topfem: vedtager masterplan