Koncert under Copenhell i 2023. (Foto: Copenhell | Facebook.com | PR)

Kendt hovedstadshotel byder metalfans velkommen

Et nyt samarbejde med Copenhell betyder, at når festivalgængerne har fået ondt i nakken af at headbange dagen lang, kan de lægge hovedet på puden hos et af Bellagroups hoteller.

Siden Copenhell i 2010 første gang løb af stablen på det gamle B&W-værfts arealer på Refshaleøen i København, har den årligt tilbagevende begivenhed etableret sig som Danmarks største rock- og metalfestival.

Navnet er blevet mejslet i sten og rygtet cementeret ved, at Copenhell gennem årene har formået at trække store internationale navne til, ligesom festivalen til stadighed er et tilløbsstykke for musikentusiaster fra såvel ind- som udland.

I år er det desuden håbet, at en del af festivalgæsterne vil vælge at hænge deres lædervest over en stol på et af værelserne på Crowne Plaza Copenhagen Towers, når scenelyset er blevet slukket og drømmeland kalder. Hotellet har nemlig lanceret et strategisk samarbejde med netop Copenhell forud for årets udgave af festivalen.

Koster knap 13.000 kroner
Selvom det strømlinede hotel og den hårdtslående festival på overfladen måske ligner et par umage legekammerater, har man sammen fundet frem til konceptet ’Sleep like a rocktar’, som er en samlet pakke med både billet til Copenhell og indkvartering i de dage, hvor festivalen finder sted.

Der er i alt blevet sat 100 pakker til salg til en pris på 12.995 kroner stykket, oplyser Bellagroup.

De giver adgang til et særligt Copenhell-værelse på hotellet for to personer fra den 19. til og med den 22. juni med i prisen er bustransport frem og tilbage til Refshaleøen, morgenmad, pre-check-in samt forlænget bagageopbevaring.

”Vi har i årevis drevet mange af vores brandaktiveringsinitiativer på det faktum, at vi har Royal Arena som genbo. Crowne Plaza Copenhagen Towers er med andre ord det oplagte sted at sove igennem efter de helt store live-koncerter,” siger Jens Frank-Mikkelsen, der er direktør på hotellet.

Vil gå til helvede og retur
De seneste to år har Crowne Plaza Copenhagen Towers etableret såkaldte ’hotelt-camps’ på Smukfest i bøgeskoven ved Skanderborg, fordi man ønskede at øge kendskabet til hotellet vest for Storebælt således, at flere vælger at overnatte her, når de er til koncert i hovedstaden.

”Det har været en fantastisk rejse med Smukfest, men nu er vi klar til at teste vores brand i en ny musikalsk sammenhæng, hvor målet ikke udelukkende er brand awareness, men derimod baserer sig på et direkte partnerskab om salg af værelser her på hotellet,” siger hoteldirektøren – og tilføjer:

”På den måde får vi mulighed for at byde festivalgæsterne fra Copenhell fysisk velkommen og vise dem helt konkret, hvordan vi hver dag er villige til at gå til helvede og retur for det gode værtskab.”

Har modent publikum
Et stærkt brandmatch. Sådan beskriver Copenhell og Live Nations kommercielle chef Christen Christensen det nye samarbejde, som han mener flugter godt med de ønsker, som en del af de personer, der i dag indløser billet til festivalen, har.

”Copenhells gæster er et voksent og modent publikum og efterspørger i højere og højere grad gode overnatningsmuligheder, og vi er derfor glade for sammen med Crowne Plaza at kunne tilbyde et nyt, unikt og kvalitetsbevidst produkt.”

”Især at det bliver med et Copenhell-aftryk med fokus på fællesskab og samvær ser vi som et fantastisk match, og vi ser frem til at se vores brand i nye omgivelser hos Crowne Plaza til sommer.”


Relaterede artikler:

Bedre city support skal give København flere events

Bellagroup opretter ny kommerciel enhed

Kendt hotelprofil ny direktør på Crowne Plaza