Første spadestik er taget til et af Sjællands største motorvejsstop med to hoteller, ladestandere til elbiler og restauranter.
Kort før påske to Maycon Ejendomsudvikling første spadestik til byggeprojektet Stop 37 ved Sydmotorvejens afkørsel 37 mod Rønnede på Sjælland.
”Nu kan man i hvert fald begynde at se, at der sker noget. Det har virkelig været en lang proces siden 2020 til nu for at få det op at stå,” siger fra Bjarne Mayland, der er projektudvikler i Maycon til TV2 Øst.
Motorvejsstoppet kommer til at byde på restauranter, en dagligvarebutik, ladestationer med plads til 18 elbiler ad gangen og ikke mindst overnatningskapacitet i form af to hoteller.
Af Maycons projektbeskrivelse fremgår det, at det ene hotel bliver et kabinehotel i to plan med 20 værelser.
På hotellets førstesal bliver der etableret 18 værelser på cirka 18 kvadratmeter med sengekapacitet til fire overnattende gæster per værelse. På stueetagen bliver der etableret to handicapvenlige værelse på cirka 23 kvadratmeter.
I projektbeskrivelsen til Stop 37 fremgår det også, at hotellet blandt andet tilbyder et loungeområde, toiletter- og badefaciliteter, arbejdsstationer med adgang til wi-fi med mere.
Kabinehotellet er dog det mindste af de to planlagte hoteller. Efter planen skal der også opføres et 3.150 kvadratmeter stort hotel med 64 værelser.
På stueetagen får hotellet 20 dobbeltværelser, mens der på første sal bliver etableret 44 værelser. I stueetagen bliver der også opført en restaurant med udeservering.
Dermed får Stop 37 i alt en kapacitet på 84 værelser.
Får strategisk placering
Stop 37 bliver opført på en strategisk placering på Sydmotorvejen. I projektbeskrivelsen skriver Maycon, at området har fået en stor tilstrømning af turister i forbindelse med opførelsen af Skovtårnet samt Camp Adventure Park, der åbnede i 2018. Stop 37 ligger blot fire minutters kørsel fra Skovtårnet.
I området finder man også attraktioner som Gisselfeld Slot, Holmegaard Værk og BonBon-land. Attraktionerne har tilsammen cirka 750.000 besøgende årligt.
Det er forventningen, at Femernforbindelsen samt den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster kommer til at øge tilstrømningen af turister til området yderligere.
Med etableringen af den nye Tværmotorvej mellem Rønnede og Slagelse kommer Stop 37 ligeledes til at ligge på et trafikknudepunkt mellem Slagelse og København.
Relaterede artikler:
Flere nye hotelprojekter på vej i Danmark