Hvis ikke forbuddet mod forsamlinger på over ti personer forlænges efter 10. maj, så åbner en række store danske forlystelsesparker. De har over 12 mio. gæster og omsætter for milliarder.
Bonbon-Land, Djurs Sommerland, Dyrehavsbakken, Fårup Sommerland, Jesperhus Blomsterpark, Knuthenborg Safaripark, Legoland, Lego House, Sommerland Sjælland, Tivoli, Tivoli Friheden i Aarhus og Universe på Als.
Alle er medlem af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, FFD. Og FFD, der har sekretariat hos Horesta, oplyser i pressemeddelelse, at FFD’s medlemmer planlægger at åbne fra 11. maj og de følgende uger med en plan for åbning i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer.
Virksomhederne er ikke tvangslukkede, men har frivilligt valgt at holde midlertidigt lukket på grund af coronakrisen, oplyses det.
Forlystelsesparkerne har i samarbejde udviklet en plan for ansvarlig åbning, der tager højde for gæsternes sikkerhed, minimering af køer, bespisning, kapacitet og uddannelse af personale, siger FFD’s formand, Søren Kragelund.
”Forlystelsesparker er karakteriseret ved at have god plads, og vi mener, at de principper for en ansvarlig åbning, vi er blevet enige om i FFD, gør det muligt at byde gæster velkommen, samtidig med at vi holder smittefaren nede,” siger Søren Kragelund og tilføjer:
”Vi ser ind i en sommer, hvor danskerne vil holde ferie i Danmark og bruge det danske sommerland. Her er forlystelsesparkerne en stor del af løsningen, for vi har alle forudsætninger for at sikre en ansvarlig spredning af de besøgende og begrænse antallet af gæster, hvis presset bliver for højt.”
Kan sammenlignes med en bydel
Søren Kragelund mener, at forlystelsesparkerne kan sammenlignes med en bydel eller større parkområde, hvor folk kan samles med sikker afstand. Parkerne har redskaberne til at adskille gæster og skabe et naturligt flow via synlige afmærkninger, vejledende personale og digitale løsninger ved for eksempel indgange.
Formanden for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark understreger, at parkerne hele tiden er opmærksomme på udviklingen og løbende justerer restriktioner og retningslinjer i takt med myndighedernes udmeldinger.
Hvert år besøger over 12 millioner gæster foreningens medlemsparker, der i højsæsonen har mere end 7.200 medarbejdere og samlet set skaber forlystelsesparkerne en omsætning på over 3,4 milliarder kroner fra danske og udenlandske turister.
Relaterede artikler:
Største turistattraktioner flytter åbningsdatoer (opd.)