Efter fusionen består Campanyons ledende team nu af fem chefer. Fra venstre er det Alexander Raknes, vicedirektør, Kristian Qwist, administrerende direktør, Magnus Schou, kommerciel direktør, Anton North, vicedirektør og Pernille Hembre, marketing direktør. PR-foto.

Dansk overnatningsplatform fusionerer med international konkurrent

En dansk platform, der udbyder unikke overnatningssteder i naturen, er fusioneret med sin norske konkurrent. Dermed kommer den samlede platform nu til at tilbyde mere end 10.000 overnatningsmuligheder.

Den danske onlineplatform Owayy, som formidler unikke overnatningsmuligheder i naturen, fusionerer med sin norske konkurrent, Campanyon. Det oplyser de to virksomheder i en fælles pressemeddelelse.

Owayy tilbyder ophold i 400-500 glampingtelte, hytter og lignende i Skandinavien, hvoraf cirka 300 er lokaliseret i Danmark. Som en del af Campanyon bliver Owayy en del af en virksomhed, som har kapitalstærke investorer i ryggen. Det gælder blandt andet Schibsted Ventures, som i Danmark blandt andet ejer DBA og Bilbasen.

Visionen er nu, at platformen skal være den største platform for unikke naturovernatninger på tværs af Europa.

Det nye fusionerede selskab oplyser, at man sidste år oplevede en vækst i bruttoomsætningen på 72 procent, mens man år til dato har oplevet en vækst på 69 procent sammenlignet med sidste år.

“Vores ledende position på markedet for unikke overnatningssteder i Danmark sammenlagt med Campanyons stærke tilstedeværelse i Norge, gjorde fusionen til et naturligt næste skridt på vores rejse om at blive ledende i Skandinavien.” fortæller Magnus Schou, som er medstifter og tidligere administrerende direktør i Owayy. Han indtager nu rollen som kommerciel direktør.

Tilbyder tusindvis af overnatninger i trætopshuse og glamping
Med fusionen tilbyder Campanyon nu overnatning i mere end 10.000 enheder på tværs af Europa. Heriblandt tilbyder platformen overnatninger i trætopshuse, glamping, hytter og mere primitive overnatningsmuligheder.

Folkene bag de to platforme mener selv, at de har fundet et marked i vækst. Coronapandemien satte skub i efterspørgslen for overnatninger i naturen, og denne tendens holder ved, oplyser de.

“Coronapandemien accelererede en allerede stigende interesse for at komme ud og opleve naturen, og fusionen med Owayy gør det nu muligt at imødekomme denne efterspørgsel i endnu højere grad på tværs af hele Skandinavien. Vi er yderst tilfredse med fusionen, noget som vil komme både vores gæster og værter til gavn,” fortæller Kristian Qwist Adolphsen, administrerende direktør og medstifter af Campanyon.

Han bakkes op af Magnus Schou:

“Vores mission har altid været at fremme bæredygtige mikroeventyr i lokalområdet. Med Campanyons netværk og ekspertise i Norge, bringer denne fusion os et skridt nærmere målet om at tilbyde unikke ophold over hele Skandinavien,” udtaler han.

 

Relaterede artikler:

Glamping-portal fjerner gebyr efter kaos hos DanCenter

Et års venteliste: Trætopshotel udvider kapaciteten

Kroejere vil bygge udsigtstårn på Danmarks midtpunkt