Arp-Hansen Hotel Group, Københavns største hotelkæde, hyldede ved sit årlige event Årets Elev sine 28 receptionist-, tjener- og kokkeelever. Der var tre vindere plus særprisen: Årets Fighter.
Arp-Hansen-koncernen har cirka 1.200 direkte og indirekte medarbejdere – på fuld- og deltid – fordelt på sine 12 hoteller og to hostels; 13 i København, ét i Aarhus.
Af de 1.200 medarbejdere er 28 elever; 21 receptionselever, fire kokkelever og tre tjenerelever. Og netop 10 fra elevgruppen var der fokus på forleden, da Arp-Hansen på Tivoli Hotel & Congress Center afviklede sin Årets Elev 2024-event i overværelse af 150 indbudte gæster.
”Ikke alle eleverne deltager nødvendigvis i konkurrencerne på Årets Elev-dag; vores hoteller stiller op med det antal deltagende elever, hotellerne ønsker,” siger Anne Louise Poulsen, direktør for Copenhagen Island-hotellet og medlem af Arp-Hansens elevskoleudvalg, der planlægger og afvikler de otte årlige elevdage, til Turisme24.dk
Alle de deltagende elever klarede udfordringerne til topkarakter, deres præstationer blev nøje vurderet af det erfarne dommerpanel, oplyses det.
Vinderne
Vinderne blev denne trio: Laura Serafina Benne, receptionistelev fra Wakeup Copenhagen-hotellet i Borgergade. Hun fik 1. præmien overrakt af Dorte Krak, Arp-Hansens koncernchef. Udover titlen som Årets Elev 2024, modtog hun også en vandrepokal, et diplom og et weekendophold i en europæisk storby.
Sandra Tronholm, receptionistelev fra Copenhagen Strand, indtog 2. pladsen og blev belønnet med diplom og endagsbilletter til Roskilde Festival, sponsoreret af Carlsberg Group.
Clara Jacobsen, receptionistelev fra Wakeup Copenhagen-hotellet på Bernstorffsgade fik tredjepladsen, hvilket udløste et diplom og et guldkort til Tivoli, sponsoreret af Tivoli.
Fighterprisen
Ved arrangementet Årets Elev 2024 blev også Fighterprisen uddelt. Den gik i år til den 45-årige Almamo Njie-Kristensen, receptionistelev på Copenhagen Strand Hotel; han stammer fra Gambia, men har boet i Danmark de seneste 18 år.
Det er den enkelte receptionschef på Arp-Hansen-hotellerne, der indstiller en elev til fighterprisen. Det kan være eleven har været udfordret privat og derfor har haft det svært på skolen eller i sit praktikforløb. I Almamos tilfælde har det danske sprog været udfordringen. Han brænder for hotelbranchen og at give service og ønskede sig sit svendebrev, som han fik for to uger siden,” hedder det.
I indstillingen af Almamo Njie-Kristensen stod der: ”Almamo er bare så vellidt af hele teamet og gæsterne på Copenhagen Strand Hotel. Han har nu bestået sin svendeprøve, som ikke var nemt, da eksamen fokuserede meget på skriftlige dansk. Almamo er fantastisk i hverdagen på Strand og vil gøre alt for gæsterne, og især vores tyske gæster, da han har lært sig selv tysk og mestre det til UG.”
150 inviterede gæster
Ved selve eventet Årets Elev 2024 deltog på Arp-Hansen-koncernens receptionist-, tjener- og kokkeelever – og kunne vise deres færdigheder for arrangementets 150 inviterede gæster. Disse talte blandt andet familie, venner, kolleger fra Arp-Hansen Hotel Group, samarbejdspartnere samt undervisere og elever fra Hotel- og Restaurantskolen.
Kokkeeleverne præsenterede en buffet med fortolkning af danske klassikere samt live cooking under arrangementet – mens tjenereleverne servede velkomstdrinks og mocktails gennem aftenen.
For receptionisteleverne var dagen kulminationen på flere måneders forberedelse, oplyses det. Årets Elev 2024-konkurrencen for receptionistelever omfattede fem discipliner; tre blev afviklet på eventdagen. Disse inkluderede en eksamen om en concierge case, en multiple choice test, samt to live udfordringer på scenen foran de indbudte.
Otte årlige elevdage
Arp-Hansens elevskoleudvalg, der planlægger og afvikler de otte årlige elevdage, herunder Årets Elev-dag, består af, nævnt alfabetisk:
Hanne Glibstrup Andersen, hotelchef på 71 Nyhavn Hotel, Peter Borup, direktør Gentofte Hotel, Michelle Gram, direktør Steel House, Sophie Hübertz, driftschef Arp Hansen, Katarina Levinsen, supervisor på Wakeup-hotellet i Carsten Nierbuhrsgade, Camilla Mørkvig, receptionschef på Wakeup-hotellet i Carsten Nierburhsgade, Josephine Nørlyn, driftssupervisor i Arp Hansen og Anne Louise Poulsen, direktør Copenhagen Island.
Relaterede artikler:
Arp-Hansen klar med to nye kommercielle ledere