Ifølge den uafhængige sammenslutning Gylle.dk er rådden søsalat og fedtemøg blevet et så stort problem på Fanøs badestrande, at det risikerer at få konsekvenser for turismen og øens økonomi.
Turister på badestrandene på Fanø kan i øjeblikket opleve store og lugtende bunker af rådden søsalat, der er en grønalge, og fedtemøg.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen Gylle.dk, der er en nonprofit, uafhængig sammenslutning. Søsalat og fedtemøg er to sider af samme forureningsproblematik, lyder det. Og problemet giver en dårlig oplevelse på strandene.
”Det stinker og er ulækkert, og i de mængder påvirker det turisternes oplevelse af at være på stranden, bade og så videre. Som jeg forudsagde allerede i marts, ville vi få de største mængder søsalat på Fanø i år nogensinde, da mængden er korreleret til nedbørsmængden, som jo satte rekord,” fortæller naturvejleder Kim Fischer, der bor i Sønderho i sydenden af Fanø, til foreningens redaktion.
Der er tale om étårige makroalger, der trives i vand med høj koncentration af næringsstoffer fra landbruget. Algerne kan blandt andet skabe iltsvind på helt lavt vand langs kyster. Når algerne bliver nedbrudt, opbruges ilten i vandet, og så kommer der iltsvind. Og det kan have ødelæggende konsekvenser på flere områder.
Påvirker øens økonomi
Kim Fischer mener, at landbruges udledning af næringsstoffer til Fanø og andre områder i Vadehavet truer turismen, der er hovederhvervet i Fanø Kommune.
”Som turistø påvirker det selvfølgelig øens økonomi, hvis stranden er ulækker at færdes på. Stranden er klart Fanø største attraktion. Da Ribe Amt stadig eksisterede var søsalat en indikator for forurening, og der blev taget luftfotos med henblik på at følge udbredelsen. Dette sker ikke længere. Overvågningen af Vadehavets miljøtilstand er skåret betragteligt ned siden da,” fortæller han.
Også Søren Vinding, der er forhenværende seminarielektor i naturfag og bosat i Nordby på Fanø, mener, strandene på Fanø og andre steder i Vadehavet lige nu er udsat for et voldsomt problem. Den væsentligste årsag til problemet er næringsstofferne fra landbruget, lyder det.
”Den økologiske vandkvalitet i Vadehavet er lige så dårlig som alle mulige andre steder, men den holdes ligesom ude af debatten. Af en eller anden grund handler den grønne trepart kun om vandet i fjorde og bælter andre steder – herovre gør man ikke noget, selvom Vadehavet er verdensarvslokalitet – de protesterer mod kæmpemøller, men ellers sker der ikke noget,” siger han.
Kan hive tæppet væk under turismen
Fanø Kommune har et tæt samarbejde med øens turismeaktører og øvrige samarbejdspartnere på både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau for at udvikle turismen.
Årligt tilbringes der over 800.000 turistovernatninger på Fanø – herunder særligt fra danskere og tyskere. Det gør Fanø til den danske kommune, hvor turismen har størst betydning økonomisk set.
Pernille Kofod Lydolph, direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, fortalte til DR i juni i år, at den igangværende udvikling med større mængder af fedtemøg risikerer at hive tæppet væk under turismeindustrien.
I Den Grønne Trepart, der blev indgået i juni i år, blev der afsat 40 milliarder kroner til at stoppe dyrkningen af cirka hver syvende mark. Landbruget står for cirka 70 procent af udledningen af kvælstof i Danmark.
Hverken Frank Jensen, borgmester i Fanø Kommune, eller destinationschef Hans Peter Folmann fra Destination Vadehavskysten har ønsket at kommentere problemet med søsalat-forurening over for Gylle.dk.
Relaterede artikler:
Feriepartner åbner nyt bureau på Fanø

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


