Hotel Fjordgaardens direktør, Ole Olsen, inviterede den 21. september til åbent hus i det nyrenoverede hotel. Foto: Fjordgaarden.

Hotel åbnede efter renovering for 60 millioner

Efter en tre år lang udvidelse og renovering er et vestjysk hotel endelig nået i mål. Det blev markeret ved en begivenhed, hvor offentligheden blev inviteret indenfor.

Tilbage i 2020 slog Hotel Fjordgaarden i Ringkøbing for første gang dørene op for hotellets kurbad, som skulle forvandle Fjordgaarden fra et traditionelt hotel til et moderne kurbad, der går efter særligt at tiltrække gæster fra Danmark, Sverige, Norge og Nordtyskland.

Her tre år senere er hotellet, der har en kapacitet på 98 værelser, nu endelig færdig med en omfattende udvidelse og renovering til en pris på godt 60 millioner kroner, der har givet hotellet et visuelt løft med moderne, nordisk æstetik. Det oplyser hotellet i en pressemeddelelse.

For at markere færdiggørelsen af hotellets forvandling holdt Hotel Fjordgaarden den 21. september åbent hus for offentligheden. Her fik gæsterne mulighed for at se hotellets kurbad, restaurant samt et helt nyrenoveret selskabslokale.

”Det er med stor glæde, vi i dag har inviteret indenfor i Fjordgaardens nyeste rammer. Efter flere års hårdt arbejde og en lang række investeringer, kan vi endelig se resultatet. Det har været en stor fornøjelse at mærke opbakning fra lokalsamfund, samarbejdspartnere og interessenter, der har været forbi til åbent hus i dag,” sagde hotellets direktør, Ole Olsen, i sin tale under arrangementet.

Fik omsætningsrekord i juli
Allerede nu får Fjordgaarden, der siden 2007 har været ejet Stubkjær-familien, ros for transformationen, hotellet satte i værk for tre år siden. Således vandt hotellet prisen som Årets Spa ved Danish Beauty Awards i 2023.

Derudover er Fjordgaarden et af de nominerede hoteller i kategorien Bedste Hotel i Jylland til årets Danish Travel Awards, som afholdes den 4. oktober i Cirkusbygningen og uddeles af mediehuset TravelMedia Nordic, der blandt andet udgiver Turisme24.dk.

Også i omsætningen kan hotellet begynde at høste frugterne af sit arbejde. I juli måned satte hotellet således ny omsætningsrekord med en fremgang på 28 procent.

Af hotellets årsrapport for 2022, som blev offentliggjort i april 2023, fremgår det, at hotellet ved udgangen af regnskabsåret havde et underskud på 4.1 millioner kroner mod et underskud på 2.1 millioner kroner i 2021.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at hotellets økonomi i 2022 stadig var præget af corona, høje energipriser samt større organisatoriske ændringer, som blandt andet omfatter et direktørskifte, da hotellets tidligere direktør, Brian Madsen, i 2022 blev ny direktør for Feriepartner Hvide Sande.

 

Relaterede artikler:

Dansk kurbadhotel henter ny direktør fra resorthotel

Tre danske hoteller var kandidat til Årets Spa

Hoteldirektør chef for feriehusudlejningsbureau