Højhuset i Herning har i januar taget imod de første gæster. Hotellet håber, at det kan være grobund for helårsturisme i Herning.
Det har været fire år undervejs, men i januar 2023 åbnede kulturhotellet Højhuset i Herning for første gang for overnattende gæster. Det skriver TV Midtvest.
Hotellet holder til i bygningen, der engang husede Herning Højskole, som blev bygget i 1961. Højskolen blev nødt til at lukke ned i 2007 på grund af økonomiske vanskeligheder.
Renoveringen, der skulle til, for at hoteldrift kunne blive mulig i den fredede bygning, var omkostningsfuld, fortæller hoteldirektør Maja Füchsel til TV Midtvest.
”Projektet, fra det blev sat i søen for fire år side, til vi står her nu, har kostet lige så meget som at bygge nyt hotel,” siger hun.
Hun fortæller, at Højhuset håber, at Herning med det nye tilbud kan blive mere attraktiv som en helårsdestination, der også kan appellere til mere end erhvervsturister.
Første kulturhotel
Som kulturhotel lægger Højhuset vægt på at formidle bygningens historie, og indretningsstilen er inspireret af 1960’erne. Derudover bliver der i hotellet afholdt fællesspisninger, håndværkworkshops, koncerter med mere. Hotellet driver også fra jord til bord-restaurant med råvarer fra eget økologiske landbrug.
Højhuset bliver drevet som en socioøkonomisk virksomhed. Det vil blandt andet sige, at der ikke nødvendigvis skal være plus på kontoen, når der skal lave årsregnskab.
I stedet fokuserer virksomheden på at skabe værdi i det omkringliggende samfund. På den baggrund er det heller ikke alle tilbud på hotellet, der skal tjene penge. For eksempel låner Højhuset toplejligheden på øverste etage ud til kunstnere og forfattere.
Værelser med historie
Højhusets gæster overnatter i højskolens gamle elevværelser, som er blevet istandsat og indrettet i en stil, der passer til tiden, bygningen blev bygget i.
Kulturhotellet råder over i alt 136 sovepladser fordelt på 64 enkeltværelser og 26 dobbeltværelser.
Derudover driver højhuset også konferencevirksomhed, og råder over 10 mødelokaler med en kapacitet på op til 300 personer. Derudover kan kunder også afholde firmafester, bryllupper og konfirmationer i kulturhotellets lokaler.
Relaterede artikler:
Gammel bygning en fordel for nyt hotel