Den 3,5 kvadratkilometer store Tunø er særligt kend for at være bilfri. (Foto: Melissa Villumsen).

Glæder sig over rekordmange passagerer med færge

Sidste år blev den kåret som Årets Ø på baggrund af en turnaround. Nu kan Tunøs overfartsleder glæde sig over, at der aldrig har været så mange rejsende til øen.

16.056. Så mange passagerer sejlede Tunøfærgen fra havnen i Hou til Tunø i juli. Det betyder, at et rekordstort antal mennesker har besøgt øen, som i  2024 fik titlen ‘Årets Ø’ af Forenet Kredit og Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd.

Fra overfartsleder på Tunøfærgen, Bjarne Møllgaard, lyder det til TV2 Østjylland, at rekorden betyder meget.

Rekorden, som er blevet slået i år, kommer fra 2020, hvor 15.383 passagerer rejste med færgen. Her var billetterne gratis på grund af corona-pandemien.

Kommune har hjulpet
Bjarne Møllgaard mener, at Odder Kommune bærer en del af æren for årets travlhed. I 2023 besluttede politikerne nemlig, at der skulle være to sejladser mere til på alle hverdage.

Der var dog usikkerhed om, der ville være passagerer til alle ture, og de nye afgange morgen og aften blev derfor såkaldte flexture, hvor færgen kun sejler, hvis der er booket billetter.

Møllgaard fortæller samtidig, at han har observeret, at klientellet på færgen har ændret sig. Gæsterne er således i høj grad folk, der rejser til øen for at få sig en oplevelse.

Lykkedes med turnaround
Tunø er i øvrigt Samsøs nærmeste nabo. Øen er blandt andet kendt for at være bilfri og har i omegnen af 70 indbyggere. Øen var for ganske kort tid siden i krise. Købmanden lukkede, skolen lukkede, og beboere valgte at flytte væk.

Men øens indbyggere var ikke indstillet på at se deres lokalsamfund dø uden kamp. I stedet har man gjort en indsats, som har vendt udviklingen, og det var netop på den baggrund, at Tunø blev kåret til Årets Ø 2024-2025. Man har for eksempel bygget lejeboliger på det sted, hvor skolen tidligere lå, og Tunø Købmandsgård og Café blev genåbnet i 2023.

På færgefronten er der også fornyelse på vej. Det drejer sig om en ny el-færge, som forventes at være klar i 2026-2027, og derudover skal nye bade-, toilet- og opholdsfaciliteter til lystsejlere og flere rekreative områder stå klar på Tunø Havn senest i 2027.

 

Relaterede artikler:

Bilfri ø hædret for imponerende turnaround

Kulturminister vil gøre Limfjordsøer til verdensarv

Turismen giver rygstød til beskæftigelse på ferieøer