Hanklit på Mors. (Foto: Daniel Andersen | Destination Limfjorden).

Kulturminister vil gøre Limfjordsøer til verdensarv

Står det til kulturministeren, skal to øer i Limfjorden på UNESCO’s Verdensarvsliste på grund af deres unikke natur. Ambitionerne er dog også større end som så.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har sat sin underskrift på en ansøgning om at få molerklinterne Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Argumentet herfor er, at området rummer et utal af meget velbevarede fossiler af fisk, planter, insekter og fugle og giver et unikt indblik i den eocæne periode for 56 millioner år siden, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Ansøgningen bliver sendt af sted i en tid, hvor kulturministeren også har sat gang i en folkehøring om levende dansk kulturarv, som man vil have på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv.

”Danmark fortjener langt mere international anerkendelse og stjernestøv for vores fantastiske land, kultur og natur, hvilket har været en selvstændig ambition for mig som kulturminister fra dag ét. Derfor glæder jeg mig også til, at UNESCO med ansøgningen her får øjnene op for den enestående natur på Mors og Fur,” siger Jakob Engel-Schmidt.

Skal kunne stave til Danmark i søvne
Kulturministeren siger, at mange allerede i dag kender Hanklit og Knudeklint som udflugtsmål på grund af stedernes udsigt over Limfjorden og muligheden for at gå på fossiljagt i området.

”Fossilerne i klinternes moler giver et unikt indblik i livet på jorden for cirka 56 millioner år siden – og særligt udviklingen af en lang række forskellige fiskearter. Fossilerne giver forskere mulighed for at undersøge og forstå, hvordan dyre- og planteliv tilpassede sig periodens markante klimaforandringer – hvilket også kan give nye perspektiver til forståelsen af de konsekvenser, vi ser af nutidens klimaforandringer,” siger Jakob Engel-Schmidt.

Ministeren fortæller, at han er stålsat, når det gælder Danmarks arbejde med at komme på Verdensarvslisten. Målet er generelt, at Danmark skal have en større plads i UNESCO-komiteens bevidsthed.

”Ganske enkelt enestående naturarv, der fortæller om Danmarks og verdens fjerne fortid. Derfor har jeg nu på vegne af Danmark underskrevet en officiel ansøgning om at få de to kystklinter optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og står det til mig, så bliver det langt fra den sidste ansøgning, de ser fra dansk hold. Jeg giver ikke op, før komitémedlemmerne i UNESCO kan stave til Danmark i søvne,” siger Jakob Engel-Schmidt.

 

Relaterede artikler:

Turistby siger nej tak til UNESCO

Flere søger mod vikingeborge efter UNESCO-status

Dansk Geopark får UNESCO-status