Bühlmann har gået efter at holde fast i Hotel Royals mondæne stil samtidig med, at interiøret er gjort tidssvarende. (PR-foto).

Verdensstjerne vildt begejstret for ikonisk Aarhus-hotel

Will Smith var i sidste uge på besøg i Danmark for at spille koncert på årets Smukfest. Her boede Smith på Hotel Royal, og i forbifarten gav verdensstjernen en ganske god anmeldelse af hotellet.

God omtale er ikke helt uden betydning for overnatningssteder, og på Hotel Royal i Aarhus kan man nu glæde sig over, at en vaskeægte verdensstjerne har givet gode anmeldelser.

Det drejer sig om Will Smith, som torsdag indtog scenen i Bøgeskoven til årets Smukfest. Da skuespilleren og rapperen var færdig på scenen, gik turen nemlig til det historiske hotel i Aarhus, hvor Smith udsendte et videoopslag til sine 115 millioner følgere på Facebook og godt 70 millioner følgere på Instagram.

”Hotel Royal i Danmark. Bygget i 1838! Fire etager af malerier fra jægere og samlere til vikinger til middelalderen og det moderne på øverste etage. Den ældste fungerende elevator i Nordeuropa fra 1902 kaldet ‘The Old Lady’. Jeg tog trapperne,” skriver Will Smith i opslagsteksten til sin video på Facebook.

Fremviser værelse
I videoen fremviser Smith sit værelse, som blandt andet har et fritstående badekar. Hvad der dog får størstedelen af opmærksomheden, er værelsets dramatiske loftsmalerier.

Det er særligt loftsmalerierne fra den polske kunstner Andrzej Kowalczyk i Will Smiths suite, som vækker begejstring. Censureringen har Will Smith selv stået for. (Foto: Will Smith | Facebook)

Det er særligt en dame i bar overkrop, som pryder loftet, der får Smiths opmærksomhed, og den amerikanske stjerne bemærker, at han ikke kan vente på at drømme under loftsmalerierne.

Værket, som Smith viser, er egentlig scener fra myten om Balders død i nordisk mytologi, som er malet af den polske bataljemaler Andrzej Kowalczyk. Og det er altså nordiske sagnfigurer, som kiggede ned på Will Smith under hans besøg på hotellet.

Renoveret for 20 millioner kroner
Hotel Royal er i øvrigt helt nyrenoveret. I maj 2023 overtog Bühlmann-kæden ejerskabet over hotellet, og i januar 2024 satte man arbejdet i gang.

Renoveringen har kostet mere end 20 millioner kroner. Mens man bevarede den oprindelige stil, er samtlige værelser blevet forvandlet, og herudover er fem nye værelser etableret – blandt andet en ny stor brudesuite med udsigt til Aarhus Domkirke. Herudover er blandt andet atriumgården, Queens Garden, blevet forvandlet til at indeholde en champagne- og cocktailbar.

Genåbningen af hotellet fandt sted den 24. maj 2024. I den anledning havde Bühlmann inviteret hele Aarhus til en grand opening med åbent hus, marchmusik, bobler og rundvisning på hotellet.

 

Relaterede artikler:

Folkefest markerede genåbning af ikonisk hotel

Historisk hotel slår dørene op efter millionrenovering

Bühlmann overtager historisk hotel