Søren Kristensen. (PR-foto).

Erfaren mand i front på branchens egen skole

Fra den 1. juli hedder Hotel- og Restaurantskolens direktør Søren Kristensen. Han kommer med solid ledelseserfaring, og har blandt andet drevet hotel.

Den 1. juni sætter en ny direktør sig i stolen på Hotel- og Restaurantskolen. Søren Kristensen kommer med stor ledelseserfaring samt stor viden om økonomi og forretningsudvikling, oplyser skolen i en pressemeddelelse.

Søren Kristen kommer senest fra et job som administrerende direktør for fodboldklubben FC Nordsjælland. Stillingen gav ham da også erfaring med branchen, for i stillingen havde han ansvar for hotel- og konferencefaciliteter samt fodboldakademier for unge under det internationale Right To Dream-program.

I rollen stod han samtidig også i spidsen for projekteringen af et nyt stadion, campus og træningscenter i Favrholm ved Hillerød samt flere anlægsprojekter i Farum, oplyser Hotel- og Restaurantskolen.

”Søren Kristensen er en erfaren og meget kompetent direktør. Vi er overbevist om, at skolen med ham i spidsen kan fortsætte den positive udvikling med at tiltrække, uddanne og fastholde elever og sikre, at vi imødekommer behovene i en branche i rivende vækst,” siger bestyrelsesformand Peter Lykke Nielsen om ansættelsen.

En skole med uddannelse og dannelse
53-årige Søren Kristensen har 25 års ledelseserfaring. Han er uddannet revisor og cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School.

Han har tidligere arbejdet med økonomi, drift og forretningsudvikling i nationale og internationale selskaber, blandt andet har han været revisor i KPMG, finans- og landechef i Coca Cola Danmark og administrerende direktør i Nespressos danske virksomhedsafdeling.

Selv siger den nye direktør, at han er spændt på at kaste sig over opgaverne i den nye stilling. Han løfter også sløret for sin vision for skolen.

”Jeg glæder mig til at komme i gang og fortsætte skolens positive udvikling sammen med mine nye kollegaer, eleverne samt skolens mange interessenter. Vi er på en vigtig rejse om at berige og glæde verden med talent og håndværk, der skaber fremtidens gastronomi, hospitality og værtskab. Vi skal skabe en skole, hvor uddannelse, dannelse og værdier er grundstenene i at skabe morgendagens håndværkere inden for mad og drikke, måltider og værtskab,” lyder det fra Søren Kristensen.

 

Relaterede artikler:

Henter ny profil til museumsråd

Ny fagchef skal knytte bånd mellem kulturen og turismen

Udskældt feriehusudlejer ansætter tidligere ejer