Destination Trekantområdet har i et par år kørt et projekt, hvor turister giver tilbage til naturen. Nu jubler man over, at projektet vinder god omtale.
Som turismen vokser sig større hertillands, bliver der i stigende grad talt om overturisme. Men samtidig pønser turistbranchen også på at skabe en turisme, som gavner samfundet. Giver noget tilbage.
Regenerativ turisme er således blevet et fænomen – i København har Wonderful Copenhagen lanceret Copenpay, hvor miljøbevidste handlinger blandt andet belønnes med billetter til oplevelser.
I Destination Trekantområdet drejer det sig om Naturpark Lillebælt, hvor man frem til årsskiftet kører et projekt, hvor turister bidrog med at genoprette naturen. Det har TV2 fremhævet, og hos Destination Trekantområdet glæder man sig over den gode omtale.
”Vi er glade for, at emnet får mere opmærksomhed. For regenerativ turisme er ikke bare en ambition hos os. Det er en strategisk retning, vi har forfulgt gennem længere tid. Og regnestykket hertil er enkelt: Klimaet og naturen har ikke råd til, at vi lader være,” skriver destinationsselskabet på LinkedIn.
Skal give noget tilbage
Destination Trekantområdet skriver blandt andet, at projektet ikke blot handler om at tiltrække flere turister til kommunerne i trekantområdet, men også om at skabe reel værdi for naturen og lokalsamfundet.
Konkret inviterede man en gruppe tyske og hollandske turister til Naturpark Lillebælt for at deltage i aktiviteter, som skulle hjælpe med at genoprette havmiljøet, for eksempel ved at plante ålegræs, bygge fiskebørnehaver og fange krabber.
Og mens turisterne har hjulpet naturen, så har turisterne også kunnet få en følelse af, at de ikke blot kommer til et andet land for at være forbrugere.
Projektet har et budget på 2,9 millioner kroner. Destination Trekantområdet står i spidsen, mens man også samarbejder med Destination Fyn og Naturpark Lillebælt-sekretariatet. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter derudover projektet økonomisk.
Ikke bare en kampagne
Fra Destination Trekantområdets direktør, Martin Perregaard-Bitsch, lyder det, at regenerativ turisme for destinationsselskabet er noget, man ønsker at integrere i sine arbejdsmetoder.
”Regenerativ turisme er ikke et særskilt spor eller en ’kampagneform’, vi kører. Det er blevet en helt naturlig integreret del af den måde, vi tænker destinationsudvikling på. Det handler om at skabe langtidsholdbar værdi for både lokalsamfund og turister, naturen og vores erhvervsliv,” siger han.
Fra Destination Trekantområdet lyder det desuden, at det nu handler om at finde gode forretningsmodeller på lignende projekter, og man håber, at projektet i Lillebælt også kan inspirere andre steder i verden.
Relaterede artikler:
Vil have turister og virksomheder til at plante skove

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


