Der skal plantes mere skov i Destination Nord. Det mener destinationsselskabet, som er gået sammen med Klimaskovfonden om turismedrevet skovplantning.
Turismen kan bidrage med, at der kommer mere skov. Det mener man hos Destination Nord, som er gået sammen med Klimaskovfonden om at stille skræddersyede koncepter til rådighed for turismevirksomheder, der vil være med til at plante træer for at styrke den danske klimaindsats. Det drejer sig for eksempel om hoteller, venues og attraktioner.
For eksempel kan virksomhederne selv donere træer til skovrejsningsprojektet, eller det kan være turister i Nordjylland, og samtidig vil nordjyske turister blive opfordret til bæredygtige handlinger på overnatningssteder, attraktioner og lignende ved for eksempel at vælge en vegetarisk menu eller springe rengøringen over, hvilket så udløser en træplantning.
”Vi står over for en historisk omlægning af det danske landskab, og det kommer vi ikke i mål med uden hjælp fra danske virksomheder, der vil bidrage til klimahandling i deres lokalområde. Aktuelt er vi i gang med at rejse nye skove tre steder i Destination Nord, og der kommer hele tiden nye arealer til, så vi glæder os over, at Destination Nord og turismebranchen vil være med til at sikre, at vi kan plante skov flere steder,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.
Klimaskovfonden blev søsat af Folketinget i 2020 med et ønske om at styrke den danske klimaindsats gennem skovrejsning. Fonden omdanner landbrugsjord til natur og fredskov. Derved etableres nye rekreative områder samtidig med, at de nye skove optager CO2, forbedrer drikkevandskvaliteten og øger biodiversiteten, oplyser Destination Nord og Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.
Skaber grobund for turisme
Hos Destination Nord mener man, at skovrejsning giver god mening for turismevirksomheder. For skovbunden er også grobund for mere turisme, fortæller Tonny Skovsted Thorup, direktør for Destination Nord.
”Udover de mange åbenlyse klima- og miljøfordele er der i særdeleshed også turismemæssige fordele ved, at der etableres nye skove til glæde og gavn for både turister og borgere. Naturen er en af de vigtigste grunde til, at vores gæster besøger os, så det er fantastisk, at der plantes mere skov lokalt. Samtidig er turismevirksomhederne enormt optaget af at forbedre deres bæredygtige profil og fremme den grønne omstilling i turismebranchen. Det øger vores konkurrenceevne og bliver kun vigtigere i fremtiden,” siger direktøren.
Han fortsætter:
”Vi var derfor glade, da Klimaskovfonden tidligere på året henvendte sig for at få indsigt i vores arbejde med bæredygtig turismeudvikling. Det åbnede muligheden for et samarbejde, der kan skabe fremdrift inden for et vigtigt strategisk fokus for os, nemlig regenerativ turisme.”
Relaterede artikler:
Test af grønt turistinitiativ var en fiasko