Sådan kunne en ny bypark ved Tivoli tage sig ud. (Visualisering: Gehl Architects).

Tivoli er et skridt tættere på at skabe ny bypark

Hvis Tivoli får det, som man vil have det, kommer der i fremtiden til at være en bypark ved Tivoli og Axel Towers. Nu viser en ny analyse, at byparken kan etableres uden at skabe trafikale problemer, og kommunen går videre med projektet.

En ny bypark mellem Danmarks største turistattraktion, Tivoli, og Axel Towers lader til at være inden for rækkevidde, efter at en ny analyse af de trafikale konsekvenser viser, at den offentlige transport vil kunne omlægges problemfrit i forbindelse med etableringen af parken.

Baggrunden for undersøgelsen er, at Tivoli i 2019 offentliggjorde et visionsoplæg om at etablere byparken i Vesterbro Passage, og i den forbindelse blev det besluttet af Københavns Kommune, at undersøgelsen om de trafikale forhold skulle gennemføres. Konkret viser den, at busserne i stedet for at køre ad Vesterbrogade hen mod Københavns Hovedbanegård, som det er tilfældet i dag, i stedet kan omlægges til Jernbanegade og Hammerichsgade.

Derfor har Økonomiudvalget i Københavns Kommune på et møde tirsdag besluttet at gå videre med planerne for byparken.

”Det er et spændende projekt, der nu er tættere på at blive til virkelighed. Mange københavnere vil få stor gavn af en stor grøn bypark lige ved siden af Rådhuspladsen og Tivoli. Denne park vil skabe et helt unikt byrum med meget mere byliv og vil gøre København grønnere og give mere plads til gående og cykler,” siger Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Finansiering skal på plads
Hos Tivoli glæder man sig over, at politikerne nu har vist velvilje for, at projektet kan blive til virkelighed. Finansieringen skal dog stadig på plads, og man håber for eksempel på, at private fonde vil vise deres interesse i projektet.

”Vi lægger ikke skjul på, at vi meget gerne ser, at byparken bliver til virkelighed. Vi hilser de mulige løsningsforslag velkomne, og vi ser frem til det videre forløb. En grøn bypark bliver utvivlsomt en gevinst for både københavnerne og de, som besøger hovedstaden, og vil give Tivolis gæster en endnu bedre ankomst til vores forlystelseshave. Der er tale om et kvalitetsløft af hele området med udsigt til et grønnere København, der også kommer til at bidrage til udviklingen i hovedstaden. Det ser vi i Tivoli meget frem til at blive en del af,” siger Tivolis administrerende direktør Susanne Mørch Koch.

Det er Gehl Architects, som står bag det første udkast til, hvordan byparken kan komme til at tage sig ud. Den endelige udformning af parken vil dog kræve en arkitektkonkurrence, og der skal også først laves en ny lokalplan og et kommuneplantillæg.

 

Relaterede artikler:

Tivoli melder om god start på 2024

Tivoli slog atter egen omsætningsrekord i 2023

Kendt brygmester skal drive ikonisk kro i Tivoli