Hotel Hesselet. (PR-foto: Hotel Hesselet.)

Overskuddet faldt hos kendt hotel

I sidste uge blev Hotel Hesselet solgt til en familievirksomhed, der kommer med stor gastronomisk erfaring. Nu viser seneste årsregnskab, at overskuddet faldt på det kendte fynske hotel i 2023.

I sidste uge var én af turistbranchens store nyheder, at det kendte Hotel Hesselet er blevet solgt til familievirksomheden Carama Family Office, som i forvejen ejer Michelin-restauranten AOC i kælderen på Moltkes Palæ, Restaurant Krogs, som er én af Danmarks ældste restauranter og Restaurant Maven, som har til huse i Nikolaj Kirke i midten af København.

Nu viser hotellets årsregnskab, at Hotel Hesselet kommer ud af 2023 med et overskud på 1,6 millioner kroner efter skat, hvilket er markant mindre end året forinden, hvor overskuddet lød på 3,1 millioner kroner. Samtidig viser årsregnskabet, at hotellets egenkapital ved udgangen af regnskabsåret 2023 lyder på 17,2 millioner kroner. Af ledelsesberetningen fremgår det ikke, hvorfor overskuddet er faldet.

Nye ejere vil modernisere
Hvorom alting er, har hotellet nu en særdeles kapitalstærk ejer. Carama Family Office har Kenneth Ramstrup i spidsen. Han er tidligere salgsdirektør og aktionær i smykkekoncernen Pandora, og råder over en formue på 600 millioner kroner.

De nye ejere overtager med planer om nænsomme moderniseringer af Hotel Hesselet, som blev åbnet i åbnet i 1967. Moderniseringstankerne er dog endnu ikke særligt konkrete. Noget af det, man har i tankerne, er en moderne spa, har Carama Family Office oplyst i forbindelse med købet af hotellet, som råder over 59 dobbeltværelser og suiter.

I forbindelse med ejerskiftet har Kenneth Ramstrup fortalt, at det særligt er Hotel Hesselets beliggenhed direkte på stranden med udsigt over Storebælt og hotellets historiske arkitektur, som har vakt interessen fra Carama Family Office.

”For os er der ingen tvivl om, at Hotel Hesselet måske har én af de bedste beliggenheder i Danmark og er noget af det mest unikke og tidstypiske danske arkitektur fra 60’erne, som vi skal værne om. Vi har mødt et passioneret køkken, et dedikeret personale og en professionel ledelse, og sammen med dem vil vi lægge en plan for, hvordan vi kan udvikle hotellet med flere gæsteoplevelser i særklasse,” lød det således i forbindelse med ejerskiftet.

 

Relaterede artikler:

Kendt hotel solgt til gastro-familie

Nordjysk rigmand sælger hotel til investorgruppe

Ejer sælger hotel efter 24 år ved roret